Glad for modstand, Laika … fuck … han er klam at høre på … kvalmen sidder i halsen på mig. Jeg har ikke ondt af ham, hvis det er det, han prøver at få frem. Jeg vil slet ikke tænke på, at det barn, han ikke ville have, er mig.
Nej, jeg vil glemme ham … hans syge historie. Jeg vil hellere fortælle dig, at jeg snart skal begynde på gymnasiet, jeg glæder mig. Mormor er bange for, at jeg ikke kan klare presset endnu, men jeg har brug for at komme videre med mit liv, så jeg prøver. Som jeg sagde til hende, jeg kan altid hoppe fra. Hun er nervøs for, at nederlaget vil blive for stort, men jeg har styr på det, Laika … det er længe siden, jeg har haft det så godt som nu. Julie er kommet i samme klasse som mig, det er jeg glad for. Jeg er ikke nervøs for første skoledag, vi tager derhen sammen … Julie og jeg.
Jeg er lige flyttet på kollegium … det er stort. Jeg var ikke ked af at bo hos mormor, men der er så mange dårlige minder knyttet til det hus … jeg har brug for at komme videre. Kira har brug for, at jeg flytter, men det kan mormor ikke se. Hun er bange for, at jeg bliver ensom, men det er næsten umuligt på et kollegium. Jeg har mit eget badeværelse, køkkenet deler jeg med 14 andre, jeg kan ikke undgå at støde ind i nogen hver dag, hvis jeg har tænkt mig at spise andet end tørre kiks fra mit klædeskab.
Jeg har ikke fortalt dig ret meget om mormor endnu. Jeg lærte hende først at kende, da jeg var ti år, men da mor rejste, sagde hun og morfar ja til at have Kira og mig boende. Kira flyttede ind med det samme, jeg var … indlagt et stykke tid, så jeg boede der først, da jeg var blevet rask nok til det. Måske var det derfor, Kira begyndte at se skævt til mig. Hun havde nået at få ejerfornemmelser. Jeg ved ikke, hvad de gjorde af Mikkel. Jeg vil gerne finde ham … men jeg tør ikke. Det kommer måske en dag … håber jeg. Han har ikke fortjent at blive skilt fra os på den måde, men jeg forstår mormor og morfar. Det må have været en stor mundfuld i deres alder pludselig at få ansvaret for to børn … de klarede det flot. De gav os al den tryghed og forudsigelighed, vi havde brug for på det tidspunkt.
Vi havde ikke så meget med min mormor og morfar at gøre, før jeg blev ti år, det er ikke normalt. Da far kom hjem fra efterskolen, gik det i stykker mellem ham og mor. De havde begge forandret sig, deres planer for fremtiden var vidt forskellige. Mor skulle på gymnasiet, det havde morfar bestemt … far ville i gang med at arbejde, han gad ikke mere skole. Morfar brød sig ikke om ham, mor gik mange trin ned ad den sociale rangstige, når hun var sammen med sådan en som ham. Derfor var der også stor ballade, hver gang hun stak af for at være sammen med ham på efterskolen. Fars familie flyttede til Kolding kort efter, mor begyndte på gymnasiet, men hun gik der under et halvt år … så stod hun af. Hun havde vist pjækket en del, til sidst holdt hun op med at komme. Morfar fandt først ud af det, da skolen begyndte igen efter jul … han blev stiktosset. Han ville have, at hans datter skulle blive til noget, det fik hende til at holde endnu mere fast i sin beslutning om at droppe det. De havde ikke haft problemer med hendes ældre brødre og var totalt uforberedte på hendes oprør. I stedet for at insistere eller forsøge at tale hende til fornuft … lod de hende gå. Mormor har fortrudt det mange gange siden … jeg ved det … hun siger det ikke … det er måden, hun fortæller det på … men det var for sent at gøre noget ved det.
Mor pakkede sine ting og flyttede efter far. I begyndelsen tog hun job på tankstationer eller i kiosker, så søgte hun ind på sosu-uddannelsen. En overgang bildte hun sig ind, hun kunne blive fotomodel … som min wannabe-far skriver … men hun kom ikke langt med det. Mor og far havde ikke set hinanden et halvt år, da hun kom til Kolding … måske havde de haft andre kærester, men skæbnen havde bestemt, at de to skulle brænde op af indestængt længsel, så snart de var væk fra hinanden. De kunne ikke holde afstanden ud ret længe … de kunne heller ikke finde ud af at leve sammen uden slagsmål. Der var ikke fred derhjemme, når de begge to var i huset, men når far flyttede ud, gik mor omkring og lignede en sulten ulv. Ingenting kunne mætte hende … hun blev rastløs … urimelig mod os børn. Nogle gange havde hun … mænd på besøg, et par gange lod hun andre kærester flytte ind i stedet for far … det gik aldrig ret længe. Hun jog dem ud med sine tårnhøje krav og ustoppelige begær efter det, som kun far åbenbart kunne give hende. Hun flåede dem i småstykker … de flygtede i rædsel, før hun nåede at æde dem helt op.
En af de gange far var væk, kom der en fyr i huset, som Kira og jeg ikke kunne fordrage. Vi håbede på, at han hurtigt ville forsvinde, men mor havde fundet på, at han kunne passe os, når hun havde weekend- eller nattevagt. Hun arbejdede på et plejehjem på det tidspunkt … hun kunne ikke slippe for de skæve vagter. Vi var ikke gamle nok til at passe os selv, men fyren … ja … han gjorde ikke andet end at ligge i sofaen i stuen og se tv eller pornofilm, som han havde med hjemmefra. Vi låste døren til værelset, når vi skulle sove. Han var … klam. Han skulle altid røre ved os … nulre os i håret … daske os i røven … klappe os på lårene. Mor vidste ikke noget om det … vi ville ikke gøre hende urolig. Far gjorde aldrig sådan noget, men han kunne finde på at tage i byen, når vi var lagt i seng. Engang vågnede jeg midt om natten og kunne ikke finde de voksne. Jeg troede, de var blevet taget af en … ufo. Når mor var alene med os, sendte hun os i haven eller på værelset, hvis vi skændtes. Hun var altid træt. I de perioder var Kira og jeg næsten aldrig uvenner … vi undgik … så godt, vi kunne … at komme i nærheden af Mikkel. Når vejret var ok, gik vi i haven … så slap mor for at sende os derud.
Nu lyder det, som om det er normalt, og at vi børn bare accepterede det. Det er det ikke … nej … det tror jeg ikke … ikke normalt … Laika … men jeg kendte ikke andre måder at leve på. Mor skiftede kæreste hele tiden … så vendte hun alligevel hver gang tilbage til den samme. Han var månen eller solen i hendes liv … jeg kan ikke finde ud af, om det var ham, der kredsede om hende … eller hende der kredsede om ham og blev ved med at tvinge ham tilbage.
Jeg kan ikke bebrejde ham, at han ikke hørte hjemme hos os. Han kunne ikke falde til ro … han gik ud, hvis han havde brug for at slappe af og trække stikket ud. Han havde sine fitness-venner, det var hans faste holdepunkt … samtidig var de med til at få ham til at flytte, når det blev for krævende at bo hos os. De sagde, han ikke skulle finde sig i det … at han skulle sætte mor på plads. Det gjorde han … mange gange … men hun tog sig ikke af det. Hun ville have ham, så måtte hun finde sig i det, han bragte med sig.
Laika … nu brænder det … i mine øjne … jeg kan ikke fortælle mere … min hals er tør … jeg kan ikke få vejret. Det var ikke så meget, jeg nåede at fortælle om mormor, det må blive en anden dag.
Læs videre ->