Hej Laika, jeg er på gymnasiet endnu, det er mandag. Jeg har ikke noget imod mandage. Weekender er godt, men jeg har det bedst, når livet flyder af sted i sin jævne strøm. Tankerne kan ikke komme til at … hægte sig fast i noget bundskrab, som når floden breder sig ud og bliver til sumpland i de lange ferieuger. Det er godt at være beskæftiget, at have noget at tage sig til, så har jeg det bedst.

Jeg venter på Julie, hun skulle lige ordne noget, så skal vi hjem til mig og skrive stil. Ja … pjat … egentlig … jeg kan bedst skrive alene, men det er hyggeligt at sidde og sludre ind imellem. Den skal ikke være færdig til i morgen, der er tid nok. Hun har svært ved at finde ro derhjemme, der er for mange søskende, der roder og larmer.

Jeg kan se hele kantinen herfra, der sidder stadig elever og småsnakker rundt omkring. Et kendt ansigt dukker op i mængden … hvad? … det er Philip. Han sidder med armen om skuldrene på en pige med skulderlangt, sort hår … kortklippet i højre side. Alberte … hvad laver han med hende? Sebastian er ikke i nærheden, Sandra sidder overfor. De diskuterer. Sandra vifter med armene og blotter tænder. Alberte ryster på hovedet og giver hende fingeren. Sandra rejser sig hurtigt … stolen tipper bagover … en 3.g’er får den ned over tæerne. Sandra tripper lidt til siden, lægger en hånd på hans skulder og rejser stolen op. Så sender hun Alberte et rasende blik og skrider.

Jeg træder et skridt tilbage i skjul bag en skillevæg, Sandra flyver forbi som en stormvind. Ingen grund til at lægge brænde på bålet, man skal ikke komme i vejen for hende, når hun er bidsk. Jeg stikker hovedet frem igen … what? … nu sidder Philip og tager Alberte på røven … hans hånd er halvt nede i hendes bukser. Hun flytter den … tager fat i hans hår … drejer hans ansigt om mod sit eget. Hans slørede blik får mine knæ til at føles som gamle elastikker … sådan skal han kigge på mig … ikke Alberte. Han stikker ansigtet tættere på, åbner munden. Han skal ikke kysse hende nu … jeg besvimer næsten … det sortner for mine øjne … jeg griber fat om gelænderet foran mig … går ned på hug … hovedet nedad et øjeblik. Ikke længe, jeg må se, hvad der sker. Alberte sidder med siden til mig … hun trækker sig ikke … mit blik er låst … jeg kan ikke flytte mig en millimeter … jeg vil løbe ud ad døren … jeg kan ikke røre mig. Så sker det … nej … ikke noget kys. Hun løfter sin højre hånd og knalder ham en ordentlig lussing. Han var ikke forberedt, han kommer til at bide sig selv i tungen. Jeg kan ikke høre, hvad han siger … det kan ikke være noget pænt. Han rejser sig og skubber hende, så hendes stol vælter bagover. Hun når ikke at tage fra, knalder hovedet i bordet bagved, triller om på gulvet … uh … ikke godt. Bag Philip er Sebastian kommet frem … som om han lige har taget en usynlighedskappe af. Han tager fat i skulderen på Philip, drejer ham rundt, planter en knytnæve i maven på ham, så springer han frem og tager sig af Alberte. Nu er Julie der også … hvor kom hun fra? Hun bøjer sig over Philip, han ligger og krummer sig sammen på gulvet. Jeg er på vej ned ad trappen … det er for vildt … jeg kan ikke stå og se på … ikke længere … selv om jeg stadig er mør i knæene. Hvad sker der? Jeg ved det ikke … måske … har jeg misforstået noget … set syner igen … måske kan jeg ikke stole på mine sanser.

Julie ligger halvt ind over Philip … han holder om hendes nakke … deres læber mødes … deres tunger … hvad er det, mine øjne vil have mig til at tro? Det sker ikke … det kan ikke ske … jeg drømmer … mareridt … selv om jeg er vågen … jeg drømmer … ser syner … det sker ikke … det kan ikke være sandt. Jeg skriger deres navne … snubler gennem kantinen … vælter stole … støder ind i borde … mine ben er gele … mine bevægelser som en kludedukkes. Det sortner … jeg falder ned i et hul så dybt, som jeg aldrig har været i før. Det er ikke sandt … jeg stirrer … stirrer … Sandheden i øjnene … det har jeg … jeg har været der … men det hører til et andet liv … jeg har lagt det bag mig … det må ikke komme tilbage … ikke nu, hvor det lige går så godt.

  

Synet kommer langsom tilbage. Først er der loftet, så vinduespartiet til venstre for mig, så de væltede stole og bordet. Til sidst kommer ansigterne også med, det er Julie og Philip, de sidder bøjet over mig, siger mit navn, dupper min kind, det svier, hovedet dunker. Jeg kan ikke mærke mine arme og ben … ikke få dem til at lystre … de er slatne og ubrugelige. Ansigterne over mig bevæger mundene, øjnene lyser af bekymring, men jeg kan ikke høre ordene … de svæver over mig uden for min rækkevidde. Jeg lukker øjnene, vil huske, hvad jeg så, men det smutter fra mig. Tankerne vil ikke samarbejde. Jeg er på vej ned i dybet igen, men Julie rusker i mig, hun vil ikke lade mig gå. Jeg åbner øjnene, koncentrerer mig om at få styr på min sanser, ordene drypper ned til mig oppe fra loftet et efter et, armene begynder at prikke, så benene.

– Hvad skete der? siger jeg.

– Du besvimede, siger Julie, – du var helt ude af dig selv.

– Er det så mærkeligt? siger jeg, – Hvad havde I gang i?

– Hvad mener du, siger hun, – gang i?

Hun ligner et stort spørgsmålstegn … hvad skal jeg tro?

– Ja … dig og Philip, det gik … hedt for sig lige før.

Der er trods i min stemme, jeg vil have, at jeg kan stole på mine sanser, det er ikke til at holde ud andet.

– Jeg ved altså ikke, hvad du mener, siger Julie. – Philip og Alberte fjollede, hun fik overbalance og væltede på stolen. Sebastian gav ham en mavepuster, fordi han misforstod et eller andet. Jeg hjalp Philip op. Hvad tror du, at du så?

– Ikke noget, mumler jeg.

Det nytter ikke. Jeg ved, hvad jeg så … eller også ved jeg det ikke. Laika, hvorfor skal det være så indviklet at være mig? Jeg vil gerne kunne stole på min egen dømmekraft, men jeg er også dybt afhængig af gode venner, så jeg ikke lukker mig inde i min egen lille verden … mit musehul … igen. Jeg beder Julie om at holde sig væk … ikke noget lektielæsning i dag. Hun bliver sur, men jeg kan ikke tåle at have hende tæt på. Jeg har brug for at være alene, så jeg kan komme til mig selv. Det er ikke første gang, Julie laver et stunt med Philip … han er for nem. Så snart en pige smiler sødt til ham, er han på vej i armene på hende. Jeg er ikke fair nu … han er ikke sådan med vilje. Han er en charmetrold, som flirter med alle … kusser, der kommer i nærheden af ham … det er svært at vænne sig til. Han mener ikke noget med det … har han selv sagt til mig. Det kommer bare over ham … han kan ikke lade være. Et lille kys betyder ingenting … siger han … det er jo dig, jeg elsker. De andre synes, jeg er nærtagende, men er det sådan en verden, de vil have? Hvad blev der af venskab og evig troskab? Philip bliver skidejaloux, hvis jeg flirter med andre end ham … der gælder særlige regler for mig … åbenbart. Måske har mormor ret, måske er det for tidligt at stille sådanne krav til mig selv, som gymnasiet kommer med. Jeg er træt, tankerne kører i ring … sluk nu … jeg ville ønske, jeg kunne slukke for dem.

  

Jeg laver te. Stilen må vente, det er umuligt at koncentrere sig. Hver gang jeg sætter mig ned og forsøger at læse, springer jeg op et øjeblik efter … billederne fra kantinen flimrer hen over min indre skærm. Måske er det svært at forstå, Laika, jeg har ikke fortalt dig om min … sygdom … jeg kan ikke … kan ikke … nej … ikke … komme i nærheden af det, der skete … dengang. Ikke endnu. Du må være tålmodig og vente … ikke? Du kan vente … jeg ved, du kan. Jeg vil have, at jeg kan stole på mine sanser. Jeg vil ikke se … ting, der ikke er der. Men jeg vil også have, at jeg kan stole på mine venner … ja … Laika … er det for meget? Jeg vil kunne stole på Julie … jeg har brug for hendes normalitet og hendes støtte. Uden den … jeg ved ikke … jo … uden den glider jeg ud i det tomme rum … ned i jordens brændende indre … igen. Og jeg har brug for Philip … det har jeg … til at holde fast i mig … brug for at blive elsket … begæret … brug for hans arme omkring mig. Men også … hvordan skal jeg forklare det … brug for at være i stand til at give et andet menneske den … tilfredsstillelse, han længes efter. Tænk, jeg er ikke ligegyldig, jeg gør en forskel for nogen … det er ikke lige meget, om jeg er her eller ej. Han skal elske mig … kun mig … og han skal finde sit livs mening i kærligheden mellem os to. Det må ikke holde op, jeg har brug for det. Er det farligt at elske sådan? Måske går jeg i tusinde stumper den dag, han elsker en anden … så den dag må ikke komme.

  

Julie står ved døren og vil ind. Hvad skal jeg gøre, jeg tåler hende ikke nu. Mit temperament er en udfordring, det sagde mor altid til mig. Jeg forsøger at tæmme det, lægge det ned, så jeg ikke støder folk fra mig. Efter … sygdommen kæmpede jeg længe med det. Det går godt nu … det gik godt … indtil i dag … nu kan jeg mærke det igen … det syder og skummer i min lavasø … den er der endnu … inde i brystet … i maven et sted … det er ikke godt … hun skal gå … jeg må få hende til at gå.

– Du kan ikke komme ind nu, Julie. Jeg har brug for at være alene.

– Silje, luk nu op, vi har brug for at tale sammen om det her. Der skete ikke noget – eller ikke noget særligt … øh … Luk nu op!

Lavaen bobler op … den svier i halsen. Jeg lukker øjnene og tæller, det lærte mor mig også, det virker ikke særlig godt. Jeg er for mærkelig, prøver i stedet at komme i tanke om nogle gode minder, som Julie og jeg har sammen, men kantinen i dag står i vejen … billedfremviseren er gået i hak.

– Silje, please.

– Jeg er for vred, Julie … jeg har brug for at få styr på mig selv.

– Kan jeg ikke få lov til at komme ind? Det plejer at hjælpe, når vi snakker.

– Julie, du var selv med i … det. Det er … overhovedet ikke som det plejer.

– Kom nu, luk op. Jeg kan forklare det.

– Julie, jeg så det med mine egne øjne. Jeg så ikke … syner.

– Det har jeg ikke sagt! Luk nu op, jeg vil gerne sige undskyld, men det er fucking svært at sige det til en dør.

Hun hamrer løs på døren … hårdt … mange gange … min nabo kommer ud og beder hende holde op. Hendes ord rammer mig i brystet med en vildskab, der overrasker mig selv. Hvert slag på døren kaster sten i lavasøen … sviende stænk sprøjter ud til alle sider. Hjernen koger … rødmen stiger op fra brystet … op på halsen … i ansigtet. Så siver første del af hendes sætning langsomt igennem mig som vand … ja … hvad sagde hun egentlig? … hun gav mig ret … jeg så ikke syner … vandet … hendes ord som vand dæmper den kogende lava. Jeg så ikke syner. Jeg kan stadig stole på mine sanser. Kan jeg stole på hende? Hvad skal jeg gøre af mig selv, hvis jeg ikke kan tale med Julie mere? Jeg glor ned i krateret efter lavaen … nogen har trukket bundproppen op, der er kun sortsveden jordbund tilbage. Tomheden i brystet kalder på de indre kilder … på saltfloden … så den er der også endnu. Mine kinder er våde. Jeg lukker døren op.

Jeg har aldrig set det udtryk i Julies ansigt før. Hun ligner en våd hundehvalp, der beder om at blive frotteret tør og varm. Jeg trækker hende ind og slår armene om hende. Hun stønner, luften er slået ud af hende ved mit pludselige krammeri … hun gør sig forsigtigt fri. Jeg henter en kop te mere, vi sætter os, stirrer ud i luften på hver sin ligegyldige nipsting. Vores blikke krydser hinanden uden at skabe den kontakt, vi begge længes efter. Så trækker hun vejret hurtigt ind … hun må bryde tavsheden … hun ved det.

– Jeg er ked af det, Silje, det var ikke meningen, begynder hun, – jeg ved ikke, hvad der gik af mig.

– Det ved jeg heller ikke, siger jeg.

Det er ondt at holde hende i syrebadet, men jeg kan ikke få mig selv til at trække hende op … endnu.

– Jeg blev bange, for han lå der og kunne ikke få vejret. Da jeg bøjede mig over ham, kunne jeg se, at det ikke var så slemt, men så holdt han mig fast og sendte mig et blik, der tog fuldstændig magten over mig.

Jeg siger ikke noget, sidder bare og stirrer frem for mig. Det blik kender jeg, og han sendte det også til Alberte. Hvorfor gør han det? Jeg tror, han har svært ved at styre sin charme … det må være det, der er hans problem. Måske ved han ikke selv, at han gør det.

– Og s-så kyssede vi, du så ikke syner. Jeg er så ked af det, Silje, det skulle slet ikke være sket, undskyld.

Hundeøjnene igen … hvad skal jeg bruge dem til? Men jeg vil ikke miste hende, og jeg vil ikke miste Philip. Jeg er nødt til at tro på hende, måske har hun lært at holde sig på bedre afstand.

– Ok, siger jeg, – fuck … nej … det er ikke ok. Men jeg er glad for, at det ikke rabler for mig igen.

Vi sidder og fumler ved vores krus … glor ud af vinduet … rundt i rummet … så mødes vores blikke. Julies er sløret, måske er mit også.

– Det sker ikke igen, siger Julie, – det lover jeg. Jeg holder mig langt væk fra Philip fra nu af, han er din kæreste, og jeg har ikke nogen planer om at overtage ham. Du kan stole på mig.

Hun lægger sin hånd på mit knæ, elektriske impulser skyder op i låret og rammer mig midt i brystet. Nu kan jeg ikke stå imod længere … det kommer som en flod af smeltevand fra et sted dybt inde. Jeg vidste ikke, der sad en isklump der. Hun holder om mig, hendes duft lukker sig om mig, hendes hænder gnider min ryg, glatter mit hår. Hun tager et papirlommetørklæde fra sin taske, jeg griber det og holder det mod ansigtet, indtil klumpen er helt smeltet.

Så skriver vi stil alligevel. Vi sidder ved siden af hinanden uden at sige et ord, der er ikke flere ord at sige, de ville ødelægge det, vi lige har bygget imellem os. Det er en skrøbelig bygning … tiden vil vise, om den kan holde til os, men jeg tror det, Laika. Jeg kunne bede dig flyve et par måneder ud i fremtiden og se efter … du har sikkert en måde … men … hvad nu hvis du kommer tilbage og siger, at det ikke holder? Nej, bliv hellere her … og håb sammen med mig. Man gør sig mere umage med at holde sammen på noget, når man ikke ved, hvordan det ender. Så er der stadig håbet … håbet … det er stærkt … stærkere, end man tror. Så, Laika, kom her, helt tæt på … og håb sammen med mig, så venskabet mellem Julie og mig kan vokse dag for dag … ikke smuldre og gå i sig selv.

Når man planter et træ, må rødderne først blive stærke, så kan stammen gro i bredden og højden, kronen kan flyde ud over vores hoveder og bringe skygge for solens stråler. Hvis nogen finder på at beskære træet, ser det ud til, at det er stækket for altid … men hver gang sker miraklet. Det spirer og gror fra de stynede grene, nogle gange får de andre grene mere kraft og skyder dobbelt så højt op eller længere ud … kronen bliver tættere … sådan skal det også være med Julies og mit venskab. Forhindringer skal ikke ødelægge det, de skal gøre det stærkere. Det har jeg bestemt … ja … det har jeg … sådan bliver det.

Læs videre ->