Min far var sømand på de syv verdenshave, en pige i hver havn, hele svineriet. En af de piger blev min mor. Hun talte ofte om ham, sagde han snart kom hjem med rom fra Jamaica, rødvin fra Sydafrika, vodka fra Rusland. Snart var et vidt begreb, nogle gange gik der halve år imellem, sprutten var næsten aldrig eksotisk, oftere en dansk giraføl. Hver gang havde han ny frisure, langt hår, høje tindiner, glatbarberet isse, fregner, ikke fregner, stritører, boksernæse, med og uden tatoveringer over det hele. Han var aldrig, som jeg huskede ham, altid som en fremmed, en dag i maj – jeg var 8 år – forstod jeg, historien aldrig ville slutte. Mor havde en sømand i hver havn, ikke omvendt.

Vi flyttede hele tiden, jeg kan ikke huske, om jeg nåede at gå et helt skoleår i samme klasse. Først var det Sydfyn – Svendborg, Ærøskøbing, Assens, Fåborg. Så Nyborg, Kerteminde, Bogense, jeg kunne sangen om de fynske købstæder bedre end nogen anden dreng på min alder. Til sidst tog mor mod til sig, krydsede broen, det blev Fredericia, Kolding, endelig Vamdrup. Der lod de os være i fred, jeg fik en friplads på en efterskole langt væk. Jeg var kun hjemme i de lukkede weekender, ferierne. De andre blev hentet i familiebiler, jeg sneg mig ud ad bagdøren, ned til rutebilstationen med min bagage.

Den sidste gang, jeg kom hjem, havde mor lejet mit værelse ud til en skævøjet student, jeg var jo aldrig hjemme alligevel, hun havde brug for pengene. Jeg var velkommen til at slå mig ned på sofaen, jeg takkede nej, fandt mig et klubværelse i Kolding. Jeg var 17, vidste for meget om livets nedture til at gå i hundene lige med det samme.

Når man tænker efter, betyder fortiden ingenting, man kan ikke lave om på noget. Selv i de dårligste familier er der anekdoter, de fortælles videre fra slægtled til slægtled, man ved aldrig, hvor meget der er pyntet på den slags historier. En klog kone for hundrede år siden vidste ting, før de skete, en adelsmand gjorde en tjenestepige gravid. Han forærede hende et hus, hun sagde, det var karlen. De nutidige historier kan man ikke helt komme uden om, de fortælles af dem, der oplevede det, måske deres børn, man kan tro på dem, man kan lade være. Der var dengang onkel Hans i en brandert kørte ind i et hus. Han endte med at indføre en gammeljomfru i seksuallivets mysterier, hun hed Kirsten. Der var også fætter Karsten, han kravlede over hegnet ind til friluftsbadet, fandt en rutsjebane, han ikke kunne lade være med at prøve. Han lærte, det er en dårlig ide at bade med tøjet på, man kan ikke trække vejret under vand, det kan man så grine ad bagefter. I virkeligheden er det et mirakel, Karsten stadig kommer forbi en gang imellem, han kunne lige så godt være død som treårig. Det tænker jeg på, når jeg læser artikler i aviserne om mødre, som har mistet deres børn. En lidt anderledes detalje, så havde avisen ikke haft nogen historie, tilfældigheder afgør liv, død.

Enlarge

Jeg kunne have været død, måske havde det været bedst. Det var en af mors sømænd, han var havnearbejder, hun kunne lide dem store, rå. Jeg vågnede af et mareridt, sjoskede ind i stuen, de var midt i en vild elskovsakt på sofaen. Det havde jeg set før, denne gang var det anderledes, det store brød var ved at kvæle mor. Jeg satte i et tarzanhyl, sprang op på ryggen af ham, rev, bed, kradsede det bedste, jeg havde lært, han var ikke sådan at distrahere. Han var vant til større modstandere, rystede mig af sig uden besvær, langede mig en på hovedet. Jeg fløj langt hen ad gulvet, landede i vitrineskabet med et brag. Så husker jeg ikke mere, jeg vågnede op på hospitalet med kraniebrud, adskillige brækkede knogler. Måske ramte han mig mere end en gang, erindringen er tåget. En uge senere flyttede vi til Fredericia, mor gjorde, jeg blev udskrevet fra hospitalet i Odense efter nogle uger.

Kort efter fyldte jeg 12 år, mor gav mig et kamera i fødselsdagsgave, jeg aner ikke, hvor hun fik pengene fra, måske havde hun dårlig samvittighed. Det var et japansk Nikkormat EL, ikke det dyreste, det kan ikke have været helt billigt. Hun må have skruet ned for alkoholen i flere måneder, måske fik hun havnearbejdersømanden til at punge ud, mor kunne den slags. På en måde satte det kamera retningen for mit liv, det vidste hun ikke noget om. Jeg brugte alle mine lommepenge på at fremkalde fotooptagelser, rapsede film til kameraet hos købmanden for at tilfredsstille mit enorme forbrug. Fra syvende klasse kunne jeg tage fag i ungdomsskolen, jeg begyndte at gå til foto, fik adgang til gratis sort-hvide filmruller, mørkekammer. Jeg lå i timevis på lur i haverne hos pigerne fra årgangen over mig, jeg ville fotografere dem i en pinlig situation, sælge billederne til dem bagefter, det var ikke så let som forventet. Det var mere interessant at invitere dem til fotosessions ved åen, i skoven, vi var langt nok væk fra alting til at smide tøjet uden at få ballade. Billederne sendte jeg til forskellige blade, tøsernes mødre ville ikke have syntes om det, bladene trykte dem aldrig. Efter en tid løb timeglasset tørt for sand, pigerne stod ikke længere i kø efter at klæde sig af foran min linse. Det lagde ikke en dæmper på mine fotografdrømme, jeg fandt en læreplads, tog uddannelsen som fagfotograf, fik en lille business op at køre. Det var langt senere, Nikon er stadig mit foretrukne kamera, selv nu hvor alt skal være digitalt.

Allerede som barn vidste jeg det, jeg var ikke som de fleste. Ingen kunne som jeg sætte mig noget i hovedet, blive ved, trodse alle forhindringer, gennemføre mit forehavende, uanset hvad konsekvenserne måtte være. Så klart formulerede jeg det ikke dengang, jeg lagde mærke til de andre, de gav hurtigt op, når de mødte modstand. Mine jævnaldrende bøjede sig for autoriterne uden at stille ret mange spørgsmål, jeg bøjede mig ikke. Nogle gange lod jeg som om, hvis jeg ikke kom så meget videre ved at gøre åbenlyst oprør, jeg gav aldrig op, jeg fandt en anden vej til at få min vilje. Jeg fandt forbundsfæller blandt kammeraterne i de skoler, jeg gik på, de var sjældent så udspekulerede som mig. De blev buret inde på institutioner, flyttet til internatskoler, de kunne ikke regne ud, hvornår de var gået for langt.

I begyndelsen af tyverne havde jeg mødt tilstrækkeligt mange undrende blikke, brudte relationer, jeg begyndte selv at undre mig. Hvor kom de karaktertræk fra? Jeg vidste det ikke, jeg havde ikke haft ret meget kontakt med mine slægtninge, kun mors halvbror på morfars side, et par fætre, min fars familie vidste jeg ingenting om. Måske var det de mange skoleskift, mors giraføl, måske lå det i generne, jeg besluttede mig for at finde ud af det. Slægtsforskning var ikke almindeligt dengang, ikke for en ung mand som mig, jeg kastede mig ud i det uden forbehold. Jeg plejede at hænge i, til jeg havde løst en opgave, i perioder brugte jeg al min ledige tid på det, så gik der måneder, uden jeg skænkede det en tanke. Det lå der hele tiden som en stærk drift, jeg kunne ikke holde den nede længe nok til at kvæle den. Efter en årrække havde jeg besøgt alle arkiver, som kunne ligge inde med oplysninger om min slægt, billeder, dokumenter, kirkebøger, folketællinger. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at mine besværligheder havde en enkelt, fælles rod, i dag er jeg klogere.