Årene på efterskolen var skelsættende, jeg brød mig ikke om at være så langt væk fra mor. Hver gang jeg rejste tilbage til skolen, troede jeg, det var sidste gang, jeg havde set hende. Hun magtede ikke at tage vare på sig selv, hun kunne ikke klare sig uden mig til at løbe ærinder, passe på hende, når sømændene kom, hun flyttede uden varsel for den mindste grund. Hun var der stadig næste gang, jeg med bankende hjerte satte nøglen i døren i rækkehuset i Vamdrup. Hvad havde jeg forventet, måske en fremmed familie kastede tallerkner i hovedet på mig som en indbrudstyv, måske nøglen ikke længere passede i låsen.

Min værelseskammerat det andet år kom fra Herning, havde dyrket karate siden han var ti år, han hed Flemming. Jeg spottede hurtigt, han havde en uheldig vane med at handle først, tænke bagefter, uheldig for ham, nyttig for mig. Jeg kunne bruge hans specielle evner til min fordel, jeg lod blot nogle ord falde på de rigtige tidspunkter. Hvis jeg en weekend havde lyst til alkohol, noget at ryge, var det nok at pirre hans primitive behov, han sørgede for at få fat på noget til os begge to. Det var let at sætte ham op mod en af de andre drenge, der var tit nogen, som trængte til en lærestreg.

Med pigerne var det sværere, hans interesser i den retning var ikke så udviklede, han havde det mest i munden. Jeg er ikke sikker på, han havde haft sin debut, han ville gerne virke som en fandens karl. Det var meget vigtigt ikke at gå for langt, en anklage om voldtægt ville sende mig hjem på ubestemt tid, jeg var forsigtig. Nogle af pigerne var løse på tråden, lette at lokke om på drengegangen, det blev Flemming helt god til. Han syntes, det var toppen af cremen at sidde på værelset, prale med sine ikke-eksisterende erobringer, det har jeg ingen kommentarer til. Jeg sendte ham ud efter sprut, over i den anden ende af skolen efter noget, jeg havde glemt i et undervisningslokale, han plejede at tage sig god tid på de udflugter. Jeg havde tøsen for mig selv en times tid, jeg lærte mig hen ad vejen at tænde for charmen på et øjeblik. Det lykkedes ikke hver gang, det var nok til at jeg fik smag for det. Pigerne sladrede aldrig, de var på gale veje, så snart de satte deres fod på drengegangen, flere af dem havde truslen om hjemsendelse hængende som en tung regnvejrssky over deres lyse hoveder. Hvis Flemming kom tilbage før tid, mødte han en låst dør, vi nåede som regel at samle os selv sammen, før han fik sparket den op. Jeg ved ikke, om han vidste, hvad vi havde gang i, jeg tror det nu nok. Det var en slags unævnelig aftale, vi havde sammen, Flemming og jeg.

Jeg blev god til at styre det, jeg brugte ham også til mine mere udspekulerede planer. Hvis noget kiksede, fik han balladen, ingen mistænkte mig, heller ikke Flemming. Kun en enkelt gang var jeg tæt på at blive afsløret, ofret for mit lille stunt kunne ikke angive mig, jeg var blevet uforsigtig, det var gået godt for mange gange. Jeg holdt op med at rette mine angreb mod lærerne, koncentrerede mig om de andre drenge, der var nok idioter at sætte på plads.

Sanne var mit hemmelige begær, hun var ikke som de andre piger, det var aldrig hende, Flemming slæbte med ind på værelset. Jeg kunne have nævnt hende for ham, han ville have gjort alt for at få hende med, hendes navn blev siddende i halsen på mig. Måske ville jeg beskytte hende mod hans bralrende ordflom, måske ville jeg have hende for mig selv, jeg måtte undvære. Et par år senere mødte jeg hende i Kolding, jeg var anderledes erfaren, vant til at klare mig selv, ordne mine egne sager uden brug af bodyguards. Med efterskolens trange miljø på afstand var det ingen sag at lægge hende ned, så var der ikke mere i det. Jeg spildte en masse tid med at drømme om hende, hun var lige så forudsigelig som alle de andre, man skal slå til med det samme.