Jeg kunne blive ved længe endnu, der er mange hændelser og skæbner at fortælle fra Sofies liv, men dette er hvad jeg fandt interessant at skrive ned. Som naturen slettede sporene i den jyske plantage, sådan blegede livets gang minderne i de store pigers sind. Karen havde Sofies temperament og stædighed, hun gav ikke op, når hun havde sat sig noget for, og selv om en del af hendes barndom var blevet taget fra hende, overvandt hun livets fortrædeligheder, giftede sig med en af møllersvendene og flyttede til Herning med ham, da han fik en mølle at forpagte derovre. Ellen blev ved sin mor længe, man hviskede i landsbyen om hende, at hun ikke havde til sinds at gifte sig nogensinde, selv om der var bejlere nok. Til sidst fandt hun sin Svend, som var murerlærling, og slog sig ned i nærheden af møllen. Hun kom dagligt på møllergården, så længe Sofie stadig levede.

Viktoria huskede selvsagt intet fra hændelserne i plantagen, men morens sorg havde sat sine spor i hende, det er sært så smitsomt sådan noget kan være for små børns livsmod. Hun var dog den af småpigerne, som levede tættest ved Sofie de første år efter ulykken. Det var, som om Sofies onde skæbne havde slået dybe rødder i hendes barnehjerte, og hun gik livet igennem med et tungsind, som ingen kunne finde mening i. Sund og rask var hun, men alligevel var der altid noget i vejen.

Enlarge

Og hvad med Sofie, spørger du, hvordan gik det hende? Jo, Dødens rum voksede med tiden i hende, på trods af hendes forsæt om at se lyst på livet og prise den vending, det havde taget, da de flyttede ind på møllen. Mølleren kunne ikke grave mørkets frø ud, der sad en rest tilbage, som spirede på ny, hver gang han troede, at han havde fået bugt med den. Den var som en fluesvamp, der havde sendt sine sporer ud i Sofies lemmer, de holdt aldrig op med at værke, lige meget hvor mange urter hun forsøgte sig med. Med tiden kunne hun ikke længere tåle, når der var travlhed på gården, hovedet var ved at sprænges, svimmel blev hun, åndedrættet kort og overfladisk, hun kunne ikke se til mere end en ting ad gangen, så hun måtte gå og lægge sig og lade andre tage over.

En morgen vågnede mølleren tidligere end normalt, der stod en skikkelse ved hans seng, han kunne mærke tilstedeværelsen, før han åbnede sine øjne. Han troede, det var Sofie, men da han mærkede efter, lå hun stadig i sengen ved siden af ham. Han vendte sig om mod skikkelsen igen, men den forsvandt for hans øjne, så trængte kulden fra Sofies hånd igennem huden på hans fingre og tog ham om hjertet. Dødens rum var til slut blevet for stort for hende at bære rundt på, nu var han kommet og havde taget hende med, på trods af at hendes tid slet ikke var inde endnu. Op ad dagen blev sorgen dobbelt så stor. Carl plejede ikke at drikke i arbejdstiden, men da han hørte om Sofies død, tog han en opstrammer, måske flere. Han klatrede op på en af møllevingerne for at tilse vindbrædderne, og i et uopmærksomt øjeblik mistede han grebet og styrtede til jorden. Døden ville spare sig ulejligheden og hentede ligegodt ham med det samme, da han kom efter Sofie.

Samme nat jog et uvejr gennem plantagen, hvor skæbnen første gang tog så hårdt fat i Sofie. Et lyn flækkede træet midt igennem, og landsbyen så ikke mere til Viktors spøgelse. Om det var træet, der havde holdt på ham, eller han nu havde fået Sofie tilbage og ikke skulle lede efter hende længere, det er der ingen, der ved.