En aften fem måneder efter møllerfruens bortgang, tog mølleren sørgebindet af og gemte det væk. Oktobervinden fejede gennem skoven bag gården og tog fat i møllevingerne med efterårets stærke overbevisning om egen storhed. Carl stavede sig ivrigt igennem alle skilte og etiketter, han traf på i møllen og på gården, og mølleren så, at han havde haft ret i sin formodning. Drengen var slet ikke dum, Sofie havde virkelig fået skik på ham, og mølleren bestemte sig for at give ham plads som møllerlærling, så snart han var konfirmeret. Der var stadig nogle år til, men mølleren var overbevist om, at det nok skulle komme i orden til den tid. Noget andet mere presserende var, at både han selv og bedriften havde brug for at sikre, at udviklingen kunne fortsætte stabilt og trygt, uden frygt for at skiftende husholdersker skulle bringe uorden og splid blandt tyendet. Sofie gjorde det godt på trods af sit svage legeme, desuden var hun stadig tiltrækkende. Hun havde den fornødne sindsligevægt og myndighed til at styre husholdningen de næste mange år, indtil en af hans sønnekoner forhåbentlig kunne tage over. Det var endnu for tidligt at overdrage ansvaret, og derfor bestemte han sig for at bede Sofie om at gifte sig med ham. Han ville ikke kræve, at hun også delte hans seng, selv om han i sit stille sind ønskede, at hun ikke ville modsætte sig det, men med et giftermål var både møllens og hendes egen fremtid sikret. Det var et tilbud, som hun ville have svært ved at afslå, og han skulle ikke bekymre sig mere om husholdningen.
Sådan blev det. Sofies lille familie blev en del af en større, men som skæbnen havde kastet dem omkring, kunne hun ikke have ønsket sig det bedre. Det tog lidt tid for hende at vænne sig til at være i fruens sted, men efterhånden fandt hun sig til rette og forsøgte at være mølleren en god hustru på alle måder. Sådan gik nogle år uden andet end den dramatik, man må regne med blandt de levende.
Karen fik lov at blive på gården efter sin konfirmation. Sofie syntes, hun havde været nok ude og fandt opgaver til hende, som passede til hendes temperament og evner. Det var vigtigt, at hun lærte alt om husholdning, og nu havde hun chancen for at få smag for storhusholdning, noget som kunne gøre hende til et godt parti for en gårdmandssøn, til trods for at hun oprindeligt var ud af en landarbejderfamilie.
Carl var også godt på vej. Efter konfirmationen fandt mølleren, at han var blevet loyal og pligtopfyldende, han passede sit arbejde og gjorde ikke væsen af sig i arbejdstiden. Han havde en kedelig vane med at drikke for meget, når der var festligheder i landsbyen, men det var der så mange, der gjorde. Mølleren blandede sig ikke i Carls ungdommelige udskejelser, han havde selv været lidt ud til bens som ung, hornene skulle løbes af, ellers blev det værre sidenhen, det var hans klare overbevisning.
Så da Kræmmer-Knud en dag kom til ham og anklagede Carl for at have gjort Emma gravid, var han ikke egentlig overrasket, kun over at det skete så tidligt. Carl var 16 år, Emma var 15, ingen af dem var i stand til at tage vare på en unge. Kræmmer-Knud og mølleren diskuterede sagen, faren var selvsagt oprevet, men han havde forstået på pigen, at Carl ikke havde taget hende mod hendes vilje, og at de to unge var glade for hinanden. Han brød sig ikke om Carl, men sket var sket, og mændene enedes om at lade pigen føde barnet på et spædbørnshjem et stykke derfra og derefter bortadoptere det umiddelbart efter. Mølleren indvilligede i at betale for pigens ophold. Sådan løstes sagen i mindelighed, og Carl slap for anmeldelse, hvis han lovede at holde sig væk fra Emma. Det løfte holdt han tilsyneladende, men kun et halvt år senere var den gal igen, og købmandens Lis havde ikke været lige så villig som Emma. Man fandt også denne gang en mindelig løsning, for købmanden var afhængig af leverancerne fra møllen, og de to mænd var gamle venner.
Mølleren måtte omgå sine egne principper og tale et alvorsord med Carl om hans opførsel. Hvis han ville beholde sin læreplads, skulle han holde op med at gå rundt og gøre piger med barn. Mølleren kunne ikke blive ved med at dække over ham, det var dårligt for forretningen. Carl forstod, at hans fremtid stod på spil, og han lovede at tage sig sammen. Om det lykkedes for ham, kan man naturligvis ikke vide. Måske holdt han virkelig op med at løbe efter pigeben, måske var han bare mere omhyggelig med, hvem han gik i lag med.
Efter nogle år kastede han endnu engang øjnene på Emma, og denne gang havde de begge alderen til et giftemål. Hun ventede allerede barn igen, da de blev smedet sammen – ikke med Kræmmer-Knuds gode vilje, men Emma havde bestemt sig, og sådan blev det. Carl flyttede ud af møllen og ind i en af de hytter, mølleren havde bygget på sin ejendom til gifte arbejdere og deres familier. Emma gik til hånde på gården, så meget hun nu kunne med sin voksende frodighed, mens Carl fortsatte sit håndværk. Han var nu udlært og kunne kalde sig møllersvend. Hvem ville have troet det? Dattersøn af en morder, en idiot til mor. Skæbnen havde smilet lunt til Carl, var der mange, der mente, men de var ikke alle sikre på, at han havde fortjent det.
Læs kun Sofies bog ->