Det var stadig mørkt. Sofie var i stalden, morgenmalkningen var i gang, men hendes tanker var alle mulige andre steder. Viktoria sov stadig i kammeret – det håbede hun. Det var sket, at pigen var stået op og havde begivet sig ud over markerne, mens hun var væk, fordi hun ikke havde fundet sin mor i køkkenet. Det sad stadig i hende, og bekymringen voksede for hver dag. Som om det ikke var nok, kunne hun heller ikke lade være med at bekymre sig om de to store piger. Karen og Ellen havde været forbi om søndagen. Det var syv måneder siden, hun havde sendt dem til Søndergård sammen for første gang, og følelsen af svigt var en daglig gæst. Ellen var livet op, det måtte hun erkende, hun var blevet mere snakkesalig og god til at tage sig af sin lillesøster, når hun var hjemme på visit. Bekymringen gik på, om hun led fysisk overlast. Det var ikke let at holde styr på en gåseflok, et bid fra sådan et bæst kunne tage pippet fra selv en voksen tjenestepige, og den skræk skulle hendes lille pige udsættes for hver eneste dag. Sofie havde også set mærker efter spanskrøret på Ellens fingre, og en gang kom pigen hjem med et stort brændemærke på benet. Karen sagde, hun havde spildt kaffe ned ad sig, men Sofie var urolig. Hendes piger fik ikke den omsorg, de havde brug for, og hun havde svært ved at tænke på dem uden at stenen i brystet lod sig mærke igen.
Hun forsøgte at holde tankerne på afstand, og i løbet af dagen gik det nogenlunde, men de seneste måneder havde det været svært for Sofie at få en ordentlig nattesøvn. Hun var længe om at falde i søvn, når hun endelig sov, var det med onde drømme om vold, ulykke og sorg for hende selv og pigerne. Hun vågnede ofte for tidligt og havde svært ved at sove mere, selv om det ikke var tid til at gå i gang med morgenpligterne endnu. I formiddagspausen havde Grethe flere gange taget hende i at sidde og nikke, fordi søvnen overmandede hende. Nu hvor vinteren nærmede sig, kom der også et andet problem snigende. Sofies krop værkede i kulden, hun havde svært ved at få ordentligt fat i køernes patter om morgenen, fingrene var stive og umedgørlige. Når hun rejste sig fra skamlen, skulle hun stå et øjeblik og strække ben, før hun kunne bevæge sig sikkert hen over det ujævne staldgulv. Mælkespandene var blevet tungere, hun kunne ikke længere bære to ad gangen, arbejdet tog længere tid, end det plejede. Også kartoffelskrælningen voldte bryderier, men det lod ikke til, at Grethe havde opdaget noget endnu. Sofie håbede på, at det ville gå over, men inderst inde vidste hun, at det ikke havde mange chancer. Om det var en sygdom, som krøb ind og gradvis overtog hendes krop, eller om det var slid vidste hun ikke. Hun kunne ikke varetage sine opgaver på gården ret meget længere.
Da hun kom ind i køkkenet, var Grethe og Mette, en af tjenestepigerne, midt i en ophidset ordveksling. Først troede Sofie, at det gjaldt Mettes pligter, hun var en af de piger, der ikke tog imod hvad som helst, men havde sin egen mening om, hvordan tingene skulle ordnes. Hun gik i gang med sine egne opgaver, stadig med hovedet fuldt af bekymring for pigerne, da hun med et blev opmærksom. Hun havde hørt Carl blive nævnt, så kunne det ikke være pligterne, der var til diskussion.
– Han kan ikke gøre for, at han er kommet ud af sådan en slægt, sagde Grethe.
Som altid forsvarede hun Carl, guderne måtte vide hvorfor.
– Det er muligt, men jeg finder mig ikke i, at de slipper hønsene ind på mit kammer. I aftes var sengehalmen fuld af hønsemøg, og et par æg var der også. Du må få dem til at holde op, ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør ved dem!
Mette var rød i hovedet af arrigskab. Hun havde temperament, men hun var en god arbejdskraft, det var sikkert derfor, Grethe lod hende skælde ud på den måde. De andre tjenestepiger skar hun ned, før de kom så langt. Sofie kunne ikke lade være med at smile ad den scene, som Mettes ord fik til at spille for hendes indre blik. Hun stod med ryggen til de to andre, så Mette ikke kunne se hendes ansigt. Grethe beroligede Mette med, at hun ville tage det op med Søren, og hun forsvandt ud til sine pligter.
– Ak ja, sagde Grethe, – det er ikke nemt, men snart kommer der andre boller på suppen.
– Hvordan det, sagde Sofie, mest for at være høflig, hun var allerede videre i sin lange tankerække.
– Har du ikke hørt det?
– Nej, det har jeg vist ikke.
– Mølleren har tilbudt at tage Carl til sig, sagde Grethe.
Sofie holdt inde med det, hun var i gang med, og drejede sig helt om mod Grethe. Det havde hun ikke regnet med. Hun vidste, at mølleren var en rar mand, som gav rigeligt med almisser til de fattige, og i lighed med Grethe tog han gerne folk ind på gården for at hjælpe dem med at klare dagen og vejen i en overgang. Også selv om de ikke altid kunne gøre så meget nytte for sig, som man skulle forvente af tyende.
– Ja, du måber, sagde Grethe, og hendes øjne var fulde af latter. – Ingen havde forventet, at nogen ville tage hånd om Carl. Jeg har hørt folk sige, at man ligegodt kunne spærre ham inde med det samme, så slap man for ulykker som dem, hans far var årsag til.
– Jo, det har jeg også hørt, sagde Sofie, – men mølleren, hvad vil han stille op med knægten?
– Åbenbart ser han noget i drengen, som ingen andre gør. Han mener, at han kan få en god møllersvend ud af ham, hvis han tager ham nu. Ane kan ikke magte ham mere, der har været snak om at få ham anbragt på opdragelseshjem. Katrine er meget dårlig efterhånden, hun ligger mest i sengen og kommer sjældent ud. Der er ikke noget i vejen med hende, det lader til, hun har mistet livsmodet. Hun var ellers en glad pige som barn. Ane er næsten blind, hun kan ikke gøre hverken til eller fra med Carl.
– Ja, det var da en nyhed, sagde Sofie tankefuldt.
– Det var det, gentog Grethe.
I det samme kom Viktoria frem i døren, stadig med søvn i blikket og håret strittende til alle sider, og Sofie fik travlt med at sørge for hende. Selv om hun ikke havde beskæftiget sig meget med Carl, havde hun en mærkelig indre tilfredsstillelse ved nyheden. Hvis Vorherre kunne se i nåde til de mest udsatte i denne verden, selv om de ikke havde fortjent den mindste smule medynk, var der vel også håb for hendes lille familie. Hun trykkede Viktoria ind til sig, indtil pigen protesterede højlydt og ville ned. Hun måtte ikke fortvivle. Der skulle være en udvej for dem også.
Læs videre ->Læs kun Sofies bog ->