Godmorgen, Laika … jeg har en ting … hm … du er nødt til at vide. Frederik … slog mig i går. Det kom ud af det blå … jeg ved ikke, hvad der gik galt. Du må … ikke sige det til nogen … jeg kan ikke holde ud, hvis mormor får det at vide og forbyder mig at se ham. Jeg … elsker ham … det er svært at forstå for en baggårdshund som dig. Du vil bide dem, der ikke er gode ved dig. Jeg kom til at sige noget forkert … han blev sur … jeg fik en lussing. Det har han ikke gjort før. Han er lidt voldsom, især når han får for mange øl … sådan er det med mandfolk. Jeg kender det hjemmefra. Det var ikke med i planen at finde en kæreste, som ligner far. Sådan er det … piger gør sådan noget … bliver kærester med deres far … altså … en ligesom ham … ikke af udseende … det er måden at være på. Så er spørgsmålet, Laika … der er et spørgsmål, som jeg spekulerer over … ja … altså … er det den far, de bor sammen med, eller den far, de er lavet af. Hvis de to er forskellige. Frederik ligner far. Han vil gerne arbejde med sine hænder … hader bøger … elsker øl … kommer til at slå, hvis han bliver sur. Det sidste har jeg først lige fundet ud af. Han har før skubbet til mig … taget lidt hårdt i armen … rykket mig i håret … nogle gange går han lidt hårdt til den, når vi elsker, men han er ikke voldelig … nej … det synes jeg ikke. Måske … ja … måske var det et uheld, Laika, skal vi ikke satse på det? Jeg skal bare passe bedre på, når han har drukket.

Julie er kommet, vi skal læse op til terminsprøverne … det er i næste uge. Vi har begge brug for at … terpe matematikken en ekstra gang. Det er rart at have en at læse sammen med. Vi hører hinanden i algebra … geometri … statistik … så skifter hun pludselig emne. Sådan er Julie. Midt i en skoleopgave kommer hun i tanke om noget andet, og så kan hun ikke lade det ligge.

– Hvordan er Frederik egentlig, siger hun.

– What?? Hvor kom det fra, siger jeg og tjatter til hendes skulder. – Hvilket matematisk emne hører spørgsmålet ind under?

– Jeg er træt i hovedet, siger Julie, – kan vi ikke tage en lille pause?

– Jo … det kan vi vel.

Ikke hvis det skal handle om Frederik, tænker jeg, men jeg siger ikke noget. Hun skal ikke tro, at jeg skjuler noget for hende. Det bliver akavet imellem os. Hun forventer, at jeg svarer på hendes første spørgsmål … jeg håber, hun har glemt det.

– Er han god?

Hun laver illustrerende bevægelser med sine hænder. Jeg stopper hendes håndtegn … tager fat i hendes venstre langfinger, nikker og laver en grimasse, som skal forestille et indforstået smil. Det lykkes ikke så godt.

– Hvad betyder det der? siger hun. – Han er ikke din første kæreste, har du ikke noget at sammenligne med? Eller I gør det måske ikke?

– Jo da, siger jeg, – men det er … sådan … lidt privat, behøver vi at tale om det?

– Du plejer ikke at holde dig tilbage, siger hun.

Hendes mundvige er på vej ned mod hagen. Jeg finder på en historie, hun sluger den råt. Hun lever på andres erotik … har ikke selv prøvet endnu … skal åbenbart have eksempler, før hun tør kaste sig ud i det selv. Hun plejer ikke at holde sig tilbage, når det gælder andre ting. Hun var den første i klassen, der begyndte at gå med makeup i skolen … har hun fortalt … hun var også en af de første, der havde en rigtig kæreste, men hun har ikke bollet nogen endnu. Måske tør hun ikke. De andre i klassen ved ikke, at hun stadig er jomfru. Jeg har regnet det ud, for hendes historier er … ret langt ude. Jeg har ikke sagt til hende, at jeg har gennemskuet hendes løgnehistorier, jeg sladrer heller ikke. Vi er veninder … ja … det er vi … og veninder kan holde på en hemmelighed.

– Hvad er det der, siger hun og peger på en rift på min kind.

– Ikke noget, siger jeg.

– Hvordan ikke noget, siger hun og lægger hovedet på skrå. – Har du lavet det selv?

– Nej, Julie … jeg har ikke min kniv mere, det er slut med det, siger jeg, lidt såret over hendes antydning. – Jeg har heller aldrig skåret mig selv i ansigtet.

– Nå, men hvad kommer den så fra?

Jeg bliver irriteret … hun leger cutter-politi … det skal hun ikke blande sig i. Samtidig ved jeg, at hun bare vil være sikker på, at jeg ikke har haft tilbagefald.

– Det er … pinligt, siger jeg, – sig det ikke til nogen. Jeg tog en killing op ude på vejen i går … den kradsede mig.

– Det er da ikke pinligt, siger hun og fniser.

– Nå … men det synes jeg.

Så taler vi ikke mere om det. Det var i går. Frederiks negl … eller måske hans ring. Det sker ikke igen … ingen grund til at lave et stort nummer ud af det. Vi vender tilbage til matematikken. Alarm afblæst.