Hejsa Laika, i dag er en god dag. Frederik er historie, jeg vil aldrig mere tale om ham … ikke huske ham … ikke lade ham få plads i min bevidsthed igen. Kan man fortrænge noget med vilje? Hvis man kan, så er det lige det, jeg har bestemt mig for at gøre. Du må få historien en anden gang … jeg skal ud og shoppe med Julie. Vi cykler ind til byen, hun har planer om at købe julegaver, det gider jeg ikke at tænke på endnu. Jeg køber de fleste af mine på nettet … orker ikke butikkernes gejl og glitter. Julie kan lide at spørge mig til råds, og det er hyggeligt at shoppe for andres penge. Dem har Julie nok af, hendes julegavebudget er tårnhøjt … hun går i butikker, jeg ikke ville drømme om at sætte mine ben i. Det er næsten som et eventyr, og når vi kommer hjem er jeg … mæt på en underlig måde, som om hun har købt det hele til mig. Det gode ved at shoppe gaver så tidligt er, at alting ikke flyder væk i gran og nissehuer endnu, selv om hysteriet allerede er begyndt … nogle steder. Det er min betingelse for at hjælpe Julie med shopperiet … at det er nu og ikke om en måned.
– Hvordan har du det, siger Julie, – alt vel?
– Yes … alt vel, siger jeg og giver hende mit største smil. – Lad os komme af sted.
Julie smiler også, vi har snakket og tudet så meget sammen de seneste måneder, at der er nok til mange år frem. Ja … ok … det er mig, der har tudet mest … og jeg vil ikke have, at vores venskab flyder væk i en strøm af tårer. Nu er det nok … jeg har en drypstenshule indeni … saltfloden har gravet den ud i grundfjeldet. Nogle gange sejler jeg rundt på den i en lille båd uden årer, men Julie skal ikke derind mere. Nu skal vi hygge os sammen, have det rart og lave venindeting … ikke flere sorte huller, kun solskin og varme dage. Det kan vi godt finde ud af … selv i november.
Vi stiller vores cykler i et stativ på gågaden. Julie vil prøve en pels, jeg er ved at dø af skræk. Så mange penge har hun ikke, men hun giver den som forkælet millionærdatter, så jeg har svært ved at holde masken. Konen i butikken æder Julies forestilling råt. Bagefter må vi sætte os på en bænk for ikke at tisse i bukserne af grin.
– Du er … for … for meget, får jeg sagt mellem latterhulkene.
Tårerne står i øjnene på mig, men det er på grund af latterkrampen i maven.
– Nå, du var da heller ikke helt ved siden af, fniser hun. – Måden du holdt min taske på og den der står altså SÅ godt til din teint.
Julie kan næsten ikke få det sidste frem, hun sidder sammenkrøbet på bænken og holder sig på maven. Jeg forsøger at få kontrol over mit mellemgulv, men hver gang jeg fanger Julies blik, er vi begge ved at knække sammen igen. Hvis vi havde været hjemme ved hende, havde vi rullet rundt på gulvet og kastet puder efter hinanden. Kulden fra bænken kryber op i røven efter nogle minutter … jeg rejser mig og går et par skridt væk for at finde balancen. Julie er også klar til at gå videre. Vi slentrer ned ad gågaden med hinanden i hånden, men vores blikke er alle mulige andre steder. Vi tør stadig ikke udfordre grineguden … først ved Magasin taler vi igen.
– Skal vi gå ind og kigge derinde først? siger Julie.
– Det kan vi godt, siger jeg, – du bestemmer … det er din omgang.
– Jeg plejer at finde noget parfume eller et tørklæde til min moster, og min onkel kan lide en god krimi. Så er det overstået. Måske er der også en eller anden dims til mine nevøer. De ønsker sig mest spil, men det er så kedeligt, man skal købe det online, så de kan downloade det selv. Kan du forestille dig at pakke et print af et skærmdump ind? Det gider jeg simpelthen ikke.
– Det lyder kedeligt, kan det være rigtigt? siger jeg.
– Ja, sådan er det. Derfor vil jeg hellere købe et eller andet fjollet, så får de da noget at grine ad.
Julie ligner en filur, der er ved at finde på sin næste narrestreg. Hun synes, det er lige meget, hvad de nevøer får … de har alting i forvejen. Hendes onkel er marketingchef i et high profile firma … jeg kan ikke huske hvilket. Hendes moster er jordemoder, de mangler ikke andet end tid til familien, og det er svært at pakke ind og lægge under juletræet.
Mens vi står og kigger på krimier og fniser ad de lamme plot, står Philip og Marcus pludselig bag os. Marcus er Philips storebror … han er for længst flyttet sammen med kæresten og har hus, job og lækker øse et sted i Østjylland. Philip hiver huen af Julie … hvor barnligt. Hun vender sig om, parat til at aflevere en skideballe. Da hun fatter, at det er Philip, bliver hun knaldrød i hovedet og hiver den bare overdrevent hidsigt ud af hans hånd og rækker tunge.
– Nå, er I begyndt at læse finlitteratur, siger Philip og griner.
Julie skærer ansigter, som om han har taget hende med et hesteblad for præpubertetstøser.
– Nej, din nød, det er en julegave til min onkel.
– Ja, det kan du sagtens stå der og bilde mig ind, siger han.
Grinet sidder stadig og udfordrer os til at give ham en på kassen. Han er den værste drillepind, jeg kender … men også enormt pæn og sød … når han altså vil. Lige nu er han mest irriterende. Julie ved, at han er optaget, og alligevel er hun ude på kanten af rækværket med flere hundrede meter ned til det frådende vandfald. Hvis hun ikke passer på, falder hun på hovedet i og bliver godt og grundigt til grin for hele klassen. Sådan noget kan man ikke holde hemmeligt. Hun vil ikke indrømme det, men hun er helt væk i Philip. Hun har engang spurgt ham, om de skulle være kærester … han sagde nej. To dage efter kom han sammen med en anden fra vores klasse. Julie var rasende … hun synes selv, hun er klassens pæneste. Det er hun også, men smag og behag … alt det der. Jeg har forklaret hende, at det ikke er nok at se godt ud, man skal også passe sammen med fyren. Det er en af de ting, hun ikke gider høre på. I hendes verden handler det om at score den lækreste fyr … ellers kan det være lige meget. Måske er det derfor, hun ikke har haft en rigtig kæreste. Hun har da fjollet rundt med nogle fra klassen … også et par stykker fra klasserne over os … kaldt dem kærester, men det blev … vist … ikke til andet end at holde i hånd og kysse på dem. Hun taler om, hvor let det er at forføre en fyr, men jeg er overbevist om, at hun stadig har sin mødom. Jeg har ikke set hende score en fyr på den måde, og vi har været i byen sammen … en del gange.
– Det er ikke pænt at flirte med andres kærester, siger jeg, da Philip er gået videre.
– Han har ikke nogen kæreste, svarer hun og vender mundvigene nedad, – og lige det synes jeg ikke, du skal blande dig i.
– Nå, men så … lader jeg være, siger jeg, overrasket over hendes humørskift. – Jeg troede, han var sammen med Mille.
– Det VAR han, siger hun, – indtil i forgårs. Nu er han ledig.
Hendes stemme er forventningsfuld … jeg siger ikke noget. Philip plejer ikke at ombestemme sig, hvis han først har sagt nej. Han ved, hvad han vil have … han går efter det. Jeg plejer at kunne gætte, hvem den næste fisk er, men denne gang har jeg ingen ide. Det er også lige meget, vi har stadig en del shopping at tage os af … Julie og jeg. Jeg forsøger at tø den frosne stemning op.
– Denne her er god … tror jeg, siger jeg.
Jeg holder en hardback-krimi op. Den har en blodig hånd på forsiden og et farvebillede af forfatteren på bagsiden sammen med et resume og en række rosende uddrag fra anmeldelser.
– Tja, plottet ser mere interessant ud, siger Julie og nikker anerkendende. – Noget med internationale karteller og politiske intriger. Det tror jeg godt, min onkel kan lide, og han har før sagt, at han helst vil læse en bog, der er ordentligt bundet ind, ikke en af pap. Lad os tage den, han kan bytte den, hvis han hellere vil have noget andet.
Vi fortsætter over i parfumeafdelingen. Venindelinket er genetableret … vi taler ikke mere om Philip eller kærester i øvrigt. Resten af eftermiddagen går med indkøb, fnis og sniksnak. Vi kører hjem til hende med gaverne og får os nogle drinks … så tager vi i byen sammen. Det er weekend, ingen dårlige tanker skal få lov at ødelægge vores fest i aften.
Læs videre ->