Det er mørkt, Laika … jeg kan ikke se noget … mine øjne er vidt åbne … er jeg blevet blind i løbet af natten? Det plejer ikke være så mørkt … gadelygterne kaster skygger ind i værelset … biler kører forbi … lyset på gangen fra toilettet … mormor glemmer at slukke det. Hun kan heller ikke lide mørket … lader en lampe brænde i stuen, når vi går op. Men … nu er der ikke noget lys … jeg sætter mig op … mærker efter på væggen efter kontakten til natlampen … kulde møder min håndflade … kulde … ikke tapet … der er kun koldt beton … hvor er jeg? Hvem har flyttet mig fra min seng i nat … sat mig i et kælderrum … uden vinduer? Der er ingen seng … ingen dyne … jeg fryser i min natkjole … lægger hænderne på gulvet under mig … kulden rammer knoglerne med smerte … hvorfor smerte … hvor kommer den fra? Det er ikke et gulv under mig … fugten trænger op gennem rygmarven … mine hænder rammer den tomme luft … betonvæggen er væk … jeg sidder i haven under birketræet derhjemme … før verden blev skæv … før alting begyndte at dreje den forkerte vej rundt om mig. Det er stadig mørkt … hjemme i haven var der lys fra vejen … fra udelamperne ved de andre huse. En lyd … hvad er det? … jeg kan høre en lyd over mit hoved … en knirken … rebet i gyngen gnider mod grenen … nogen svinger sig frem og tilbage … knirk … knirk … sviisj … knirk … knirk … sssviiisssj. Lufttrykket leger med mit hår … stryger min kind, når dækket flyver forbi … dækket … gyngen … eller … nej … lyden er fremmed … nu et støn … en raslen af blade … et rittsssj … knogler og muskler rives fra hinanden. Jeg fryser … ikke kun udenpå … samler armene om mine knæ … sidder helt stille. Lyden bliver svagere … svingene aftager … vindstille … jeg lægger håndfladerne på jorden under mig … graver fingrene ned i mulden, indtil alle neglene er spændt ud med jord … forestiller mig mors ansigt, når hun ser de sorte halvmåner … hører hendes suk … mærker smerten, når hun renser dem med børste og fil.

Det er et gammelt mareridt … Laika … meget gammelt … det opsøger mig igen … hjemsøger … jeg vil ikke tage imod det. Sådanne minder er ikke velkomne … jeg begraver dem … dybt under jorden … ikke som man begraver et frø … det kommer op igen en dag i en ny skikkelse … eller som en skat, man gemmer af vejen og vender tilbage til. Nej … slet ikke sådan … de skal begraves som et dødt dyr, man kom til at køre ned og bagefter glemmer alt om. Ingen gravsten … ingen blomster eller mærker, så man kan finde det igen. Folk skal gå hen over det sted tusinde gange og ikke have den fjerneste anelse om, hvad der ligger under deres fødder. Sådan, Laika … sådan vil jeg have det. Så er det for alvor glemt og kommer ikke tilbage. Men hvordan gør man det … hvordan kan man slippe af med de ting, man ikke vil huske? Kan man bede hjernen om at viske det ud? Nej, det går ikke … jo mere man forsøger, jo klarere bliver mindet, og man slipper aldrig af med det. Det er bedst at lade som ingenting … ikke give det opmærksomhed. Det vil jeg gøre … ja … det gør vi … Laika … du er god til at grave … right? … jo … det er alle hunde. Tag det her mareridt og begrav det et sted, jeg ikke kender til. Løb nu … af sted … vil du gøre det for mig? Du nikker … ja … jeg kan se det … du griber det som en gammel pind, men du bringer ikke pinden tilbage til mig. Du løber … løber … løber … ud af syne … i morgen er drømmen glemt. Jeg sover trygt videre … Laika … jeg stoler på dig, det ved du … du kan klare opgaven.