Nå, Laika … hvad skal jeg sige? Jeg har åbenbart engang været i Tyrkiet, men jeg kan ikke huske en skid af det. Min hjerne laver ikke et eneste billede … nægter at samarbejde. Måske er det hele … alt sammen … en stor løgn … fantasi fra ende til anden … ja … sygt … uh … gåsehud … både ham … hans latterlige besættelse af mor og mig … måske også hans opdagelser fra gamle dage.
Avisartikel fra 2000
Fandt den her i kassen … i en bunke fotokopier fra kirkebøger. So what.
Netavisen d. 11. februar 2000
Seksten måneders fængsel for bortførelse af datter
En 37-årig mand blev i går ved retten i Kolding idømt seksten måneders fængsel for bortførelsen af sin ekskærestes datter, som han påstår at være far til. Han blev derudover dømt skyldig i dokumentfalsk i forbindelse med fremstilling af pas til pigen. Det formodes, at han ikke selv har fremstillet de falske papirer, men han nægtede i retten at udtale sig yderligere om dette forhold. Manden har siddet varetægtsfængslet siden november, hvor bortførelsen fandt sted.
Den 37-årige hentede i efteråret pigen i haven uden for morens hus og rejste straks ud af landet med hende. Politiet nåede at sende en efterlysning ud, inden manden få dage efter vendte tilbage til Danmark med pigen. Han blev anholdt i lufthavnen ved ankomsten.
Manden er etnisk dansker og ikke tidligere straffet, men har dog et polititilhold mod at opsøge sin tidligere kæreste.
Jeg flyder omkring på en øde ø … alting sejler … vipper … gør mig svimmel … i et kæmpe hav af løgn og fortielser … ingenting … Laika … ingenting overhovedet … af min virkelighed passer sammen … alting forandrer form … flimrer … bliver til noget andet, når jeg flytter blikket.
Jeg fandt engang en død fugl i haven … flået i stykker … den lå i en bunke af sine egne fjer. Jeg spiller filmen for mit indre blik nu. Den er rigtig nok … ikke fantasi … jeg kan huske det.
Jeg går nærmere, den bevæger sig endnu … jeg er nysgerrig … vil tage den op … måske … ja … måske kan jeg redde den … hvis jeg varmer den i mine hænder. Men da jeg kommer tæt på … uh … føj … opløser den sig i hundredvis af små sorte prikker … de sværmer op omkring mig … jeg slår vildt med armene efter dem … døden må ikke sætte sig på mig. Så løber jeg hen og kaster op i hækken.
Et par dage senere er jeg der igen … fuglen er stadig levende. Den er fuld af små hvide streger … de vrikker omkring … mæsker sig under de få fjer, der stadig hænger fast på den opløste krop. Jeg er bedre forberedt … kaster ikke op igen … jeg vil finde ud af, hvordan fuglen kan være levende og død på samme tid. Jeg tager en pind … pirker i kadaveret … de små streger krummer sig sammen og folder sig ud i en sær hypnotisk dans. Jeg er ikke længere bange for den døde fugl … jeg vil vide, hvordan fuglens liv kan gå over i det der småkravl. Pludselig mærker jeg et hårdt greb i armen, mor rykker mig op fra mit eksperiment, trækker mig ind i huset putter mig i badekarret med det samme. Som om hun tror, at døden skal smitte mig … eller tage mig med sine lange, tynde fingre. Men det var jo netop ikke et studie i død … det var et studie i liv. Hvordan kan man se så forskelligt på nøjagtigt den samme ting? Jeg forstår det ikke … heller ikke nu, selv om jeg er så meget ældre.
Mor har haft andre kærester end far, Laika … ja … jeg ved det godt … jeg har også fortalt dig om det, men det er underligt at læse noget, en af dem har skrevet. Jeg læser om mig selv, men det er som om … hvordan skal jeg sige det? … som om det ikke kommer mig ved. Er det fordi … hmm … det ikke er sandt? Jeg husker ikke noget af det … har ikke set ham luske omkring … kan ikke huske noget polititilhold … eller at mor var oprevet … bange for ham. Eller … tja … hun var tit oprevet … det var normalt … altså … at hun var stresset eller ked af det over noget … vi tænkte ikke over hvorfor. Fars … sygdom gjorde det ikke lettere, for vi vidste aldrig … nej … aldrig … om han var ved at ryge ned under gulvbrædderne eller op i skyerne … det var lige meget … begge dele var lige uhyggeligt … måske … alligevel … ja … skyerne var nok sjovere … hvis han kunne lade være med at være hård ved mor og Mikkel.
Kira og jeg lærte at tolke hans opførsel, så vi kunne holde os på afstand, når han var inde i en ustabil periode. Vi udviklede små antenner … de sad et sted inde i pandehulen og sendte følere ud til ører, øjne og også næsen … vi kunne lugte det … se det på bittesmå ændringer i hans bevægelser … høre det på tonefaldet i stemmen. Vi blev sygt dygtige til signaltydning, og vi havde vores eget usynlige og tavse sprog. Vi kommunikerede med blikke … håndtryk … lette berøringer … vi havde ikke aftalt det. Det kom helt af sig selv, vi forstod det begge uden forklaringer. På den måde kunne vi advare hinanden, hvis den ene havde overset et signal … vi kunne bekræfte hinanden, når der var fare på færde, så vi havde tid til at dukke os og krybe i skjul. Det var ikke altid, vi kunne undgå lavinerne af lort. Nogle gange kom det midt under et måltid, eller når vi ellers var tvunget til at være i samme rum som far … men det sparede os for mange skideballer … måske … ja … det var nok derfor, far aldrig slog os. Mikkel var ikke med i vores lille klub. Han havde ikke den fine sans for sin fars udsving, som vi havde. Det var synd for ham … vi tænkte aldrig over det dengang.
Oliver var min lynafleder. Vi talte aldrig om vores familier … der var helt andre ting på dagsordenen. Vi havde et hemmeligt klatretræ i skoven … cyklede derud, når det ikke var for koldt i vejret … eller når der ikke var til at være nogen steder derhjemme. Han boede med sin mor i en mikroskopisk lejlighed … vi følte os altid overvåget hos ham … der var vi sjældent … kun hvis regnen stod ned og vi ikke kunne være hos mig. Ude i skoven havde vi et fristed, ingen blandede sig i, hvad vi lavede. Vi slæbte grene op i klatretræet og lagde dem på tværs mellem to andre grene et sted halvvejs oppe … det var et rigtigt træhus med vægge og loft og det hele … nej … selvfølgelig ikke … men det var let for os begge at forestille os det. Oliver var den eneste som ikke rynkede på næsen af mine … syner. Alle andre blev fjerne i blikket, hvis jeg fortalte noget … det holdt jeg op med. Måske troede han heller ikke på det, men han sagde mig aldrig imod og gjorde ikke nar. Vores træ stod tæt ved en af skovstierne … ind imellem kom der løbere eller mountainbikes forbi. Om sommeren når bladene dækkede os, skød vi til måls efter dem … kappedes om at ramme flest. Oliver fik altid flest point.
En lyd som kvarterslag fra mormors taffelur kalder mig ud af mine egne minder. Det er en sms fra Frederik. Han vil have mig til at komme … det er fredag … vi burde være sammen … kom nu. Han har selv sagt, at han ikke har tid i dag … han skal se fodbold med gutterne … det gider jeg ikke. Så sidder han og rager på mig … helt åbenlyst … foran alle de andre, og jeg skal rende efter øl og chips … ja … hele tiden. Det er den femte sms i aften. Rend mig. Fejl … den fjerde … der er en fra Julie imellem de andre. Jeg har overset den, fordi Frederik skrev konstant. Julie vil også have mig til at komme … hallo … altså … får jeg et øjebliks fred … hvad tror de? Hun keder sig … husarrest … hun sked på aftalerne sidste weekend, så hun skal blive hjemme denne og næste weekend. Jeg smiler … ja … Laika … det gør jeg faktisk … smiler. Hun er selv ude om det … bland mig udenom … det er ikke sjovt at hænge ud hos hende fredag aften. Huset fuldt af unger … især i lige uger … papperne er der også. Det skulle hun have tænkt over, før hun valgte at blive ude til klokken to. Ikke i aften, skriver jeg, der er så dejligt fredeligt her. Smiley med solbriller. Du er ond, skriver hun. Djævlesmiley. Ja … det er jeg måske? Jeg sender et hjerte tilbage. Frederik gider jeg ikke sende noget til. Lortet falder ikke før i morgen.
Læs videre ->