3. marts 2011

Laika … er du der? Det er sort … sort … sort … lyset er blevet væk. Jeg har prøvet længe nu … jeg kan ikke finde det. Morfar er her ikke mere … jeg ser ham hver dag. Han sidder i lænestolen med sin avis, kigger frem … brummer, når jeg kommer ind i stuen. Mormor er et spøgelse, hun svæver … stille … gennemsigtig rundt i huset, man kan ikke længere høre hendes skridt på trappen, pludselig står hun i værelset, jeg kan ikke holde hende ud. Hun siger ikke noget, men hendes øjne råber … det var min skyld … skyld … min skyld … de har ret, det var det … min skyld … jeg slår mig selv hver dag, men det hjælper ikke. Det går ikke væk, hvor meget jeg end plager min krop, smerten sidder fast … den er blevet kronisk. Jeg skærer en streg for hver dag … hver time, der er gået, tæller dråberne … tæller … tæller … regner … resultatet bliver aldrig højt nok … prisen er for høj. Jeg kan aldrig … aldrig … aldrig gøre det godt igen … aldrig betale nok. Kira ser ikke på mig, hun ser lige igennem mig … jeg er lavet af glas … panserglas … jeg kan ikke gå i stykker, ikke gå nok i stykker … jeg er stadig hel, det er helt forkert. Jeg burde gå i tusinde stumper og stykker … så … ja… så ville de måske blive glade igen … måske … helt sikkert kun måske.

Hvor mange piller skal man sluge for at afslutte det, Laika, ved du det, du min videnskabshund? Du må ikke bide mig … ikke snuppe pilleglasset ud af mine hænder … jeg har ventet længe på det rigtige tidspunkt. Mormor er ikke hjemme resten af dagen, Kira surmuler på sit værelse … jeg har låst min dør. Ingen … nej … heller ikke dig … kan forhindre mig i at gøre det. Måske … ja … måske bliver de kede af det, men jeg tror det ikke. De slipper for at se på mig … jeg kan se det på dem … deres øjne … deres panderynker … de ville ønske, jeg var usynlig … ikke til stede … nu får de deres vilje.

Hvordan bliver det … bagefter, Laika, tror du, jeg kommer tilbage, ligesom morfar? Kan jeg stadig bo her i værelset og se, hvad de laver? Måske kan jeg bedre trøste mormor … sådan … hvis jeg kan være i hendes drømme … ja … i stedet for i min krop. Måske kan jeg så endelig flyve med dig ud til stjernerne … få det hele lidt på afstand i stedet for at være midt i min egen vulkan. Det brænder … Laika … det brænder … det svier … jeg er ikke god til at svømme i lava, jeg må få det lært. Jeg kan ikke holde mig selv ud … hvordan kunne jeg tro, at de andre kunne. Slut … det skal være … helt slut.

Findes der en gud derude, Laika … du har set det hele … hvor skulle han kunne bo? Måske er vores univers … hm … en nipsting på hans skrivebord, ligesom Olivers globus på mit. Jeg er en mikroskopisk prik derinde … hvordan skulle han kunne få øje på mig … hvad skulle jeg kunne betyde i det store regnskab … det er for stort, jeg kan aldrig … aldrig … aldrig få det til at stemme, jeg ender altid i minus. Hvis han er derude et sted, hvis han findes, hvis han … tilfældigvis … skulle støde på min prik blandt alle de andre, Laika, så sig til ham … ja … fortæl det … jeg kan ikke holde til mere, jeg er nødt til at stoppe det … der er ingen anden udvej. Så … måske … har jeg en chance … bagefter … hvis der findes et bagefter. Hvis han har lyst, kan han redde mig … sende nogen til at finde mig, før det er for sent, men hvorfor skulle han det. Der er … sikkert … helt sikkert … mange andre meget bedre piger end mig.

Nok snak … jeg vil ikke tænke mere … så tør jeg ikke. Just do it. Læg dig her, Laika, ved siden af mig … hold vagt, så ingen forstyrrer mig … mere … nogensinde.