Hejsa Laika, jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Du må ikke sige det til mormor, men selv om morfar er streng, er han det bedste, der er sket for mig … længe. Mormor tror, det er hende, der skal trøste mig … hjælpe mig videre, men det er morfar, der kan det. Han smitter mig med sin ro, han afviser mig aldrig, når jeg har brug for at snakke. Jeg sætter mig i stuen … i stolen ved siden af ham … tager min bog frem … læser. Så sidder vi begge to der uden at sige noget … samtalen går livligt frem og tilbage … uden ord. Morfar læser meget … ikke kun avisen, også bøger. Han kan lide at læse biografier, helst kendte politikere eller sportsfolk, så er han helt væk. Jeg skal kalde på ham flere gange, før det går op for ham, at der er noget, jeg gerne vil spørge ham om. Sådan er det også nu. Jeg venter, indtil lyden af min kalden har sat hans trommehinder så meget i bevægelse, at hjernen er nødt til at registrere det … sende informationen videre til bevidstheden inde under alle bogstaverne fra bogen foran ham. Verden af lave, står der på den … der er en tegning af en mand, som står og glor på en ødelagt globus. Han ser trist ud, jeg forstår ham så godt … sådan ser min verden også ud. Morfar rømmer sig … løfter hovedet.

– Sagde du noget, min pige? siger han.

Hans blik kommer meget langt borte fra.

– Ja, siger jeg.

Så siger jeg ikke mere, sidder bare og venter. Jeg elsker at drille ham, når han ser sådan ud.

– Hvad?

Morfar tror, jeg har snakket længe … han ligner en, der skal til at sige undskyld.

– Hvordan kan det være, at du ikke har et arbejde? siger jeg.

– Jeg er blevet for gammel, du, siger han.

– Du er da ikke gammel, morfar.

– Haha, jo, du kan tro, jeg er gammel, siger han.

Smilerynkerne fylder ansigtet op med solskin.

– Men hvad så med mormor?

– Hun er næsten lige så gammel som mig, men hun har ikke haft et almindeligt arbejde, siger han. – Jeg tror ikke, hun holder op med at male foreløbig.

Det er sjovt … morfars ansigt får sådan et særligt udtryk, når han taler om mormors billeder. Som om, han ikke ved, hvordan det kan gå til, at hun nogle gange tjener mere end ham. Der er også en stolthed over, at hans elskede er så dygtig til noget, han ikke forstår sig på.

– Hvad lavede du før, morfar? siger jeg.

Det går op for mig, at jeg ikke aner noget om hans fortid. Han taler ikke om sig selv … kun hvis man spørger ham direkte.

– Jeg er socialrådgiver, siger han, – eller det vil sige, først var jeg pædagog ved en institution for vanskelige unge mennesker, senere var jeg leder for den, så uddannede jeg mig til socialrådgiver og blev ansat ved kommunen.

– Sådan nogle som mig?

– Hvad?

Han er allerede langt inde i sin bog igen.

– Nåh, nej da, siger han, – ikke sådan nogle som dig. Du er ikke vanskelig.

Han blinker til mig … ansigtet er mildt, han mener ikke vanskelig på den måde. Børnebørn kan være en udfordring, men de er aldrig … vanskelige. Han tager fejl, men jeg vil ikke sige ham imod. Vi læser videre … eftermiddagen er orange og lilla med stænk af solsikker, selv om det er oktober. Denne dag kunne godt vare resten af mit liv.

Læs videre ->