Silje

2. november 2010

Laika, jeg kan ikke sove. Mit værelse er fyldt af … skygger med hvide tænder … de gløder mod mig i mørket, jeg lukker øjnene stramt i. På indersiden af øjenlågene myldrer billerne frem … de kribler og krabler … jeg kan ikke se, hvad de har så travlt med. Jeg vil ikke se det og åbner øjnene … tænderne i mørket igen … klaprer i krogene … bider negle … griner. Der er ikke noget at grine ad, hvad skal jeg vælge … åbne øjne … klaprende tænder … lukkede øjne … krablende biller. Jeg tænder lyset, det hjælper ikke, for natten ligger i rummet endnu … ja … det er natten, den er problemet. Jeg står ud af sengen og går hen til vinduet … himlen er fyldt med blåblege skyer, stjernerne er væk, månen er ikke synlig, gadelygterne slukket. Jeg ser mit ansigt i vinduet … bag mig skyggetænderne, de forsvinder ikke, er ikke bange for lyset … nu har de mistet deres skygger og flyder frit rundt oppe under loftet. Jeg åbner vinduet, nattens mørke trænger ind i værelset … lampen kan næsten ikke holde mørket væk … jeg læner mig ud og drikker mørket ind … måske … ja … måske kan det hjælpe … hvis mørket i mig er det samme som udenfor.

Jeg vil ud, det er bedre udenfor … jeg klatrer op i vindueskarmen og sidder med benene ud ad vinduet. Det er stadig ikke nok, hele kroppen skal ud, men der er langt ned … jeg ville hoppe … måske … hvis jeg vidste, der var langt nok … det er der ikke. Jeg lukker vinduet, lister ned ad trappen … mormor sover let i denne tid … hun må ikke høre mig. Hoveddøren er låst … ingen smæklås … nøglen har morfar gemt … jeg går ind i stuen … åbner et vindue … der er ikke så langt ned.

Jeg lander i perlestenene foran husmuren … ingen sko … fuck … glemte det … men pyt, smerten er … hm … nå … god. Jeg er let som en fjer, svæver hen over stykket med sten og ud i indkørslen … fliser … jord … fortov … asfalt under mine fodsåler … jeg går … går uden at vide hvorhen. Natten er min ven nu … omslutter mig helt … ingen tænder … ingen biller … bare hold øjnene åbne, følg vejen til stien … drej … drej … nu grus under mig, grus og græs. Flyt blikket … flyt det igen … hele tiden … lad det ikke hvile nogen steder … for sent … i mørket under mig en dræbersnegl … ser op for sent, siger jeg … for sent … stien slynger sig foran mig … flere snegle kommer frem … i trætoppene sidder mørke skygger … sorte fugle venter … venter … venter på mig … jeg skal blive træt … så kommer de … trætheden kryber op bag mig … fuglene … sneglene … de vil have mine øjne … de får dem ikke … det går ikke … så er der kun biller tilbage. Løb … løb nu … fødderne smadrer … klasker … dræbersnegle over det hele … klask … klask … for hvert skridt … klask … så åen foran mig … den flyder dovent … så roligt … ingenting er roligt … alting drejer og snurrer rundt … stien … træerne … sneglene … fuglene … tættere på nu … fuglene i grenene … ved åen … løb … løb … nej … luften er brugt op … lungerne tomme … hovedet tomt … tungt … søvnen for tæt på.

Benene ekser … snubler … kroppen er tung, triller rundt, lander ved siden af stien … åens vand trækker nærmere og trænger gennem huden … dryp … dryp … dryp … vandet drypper … løber … bruser i årerne i stedet for blod … grumset åvand skvulper i lungerne … bevæger sig tættere … tættere på hjertet … så … når det rammer, er det slut. Øjnene vil ikke være åbne, de falder hele tiden i … billerne krabler … viser mig noget, jeg vil ikke se det … ikke vide noget om … kan ikke holde dem væk. Under billernes stankelben dukker noget hvidt frem … en knogle … et kranium … tænderne griner … klaprer … tynde knoglefingre peger på mig … latteren ruller mig ind i et bånd af sener og hud … tæret … trøsket … af års ophold i jordens muld. Så … alligevel … sneg de sig med ud … tænderne.

  

Et skarpt lys vækker mig, det skinner gennem øjenlågene, jeg vil ikke åbne dem … jeg er for træt … det gør for ondt … en kendt stemme får mig til at gøre det alligevel. Den kalder på mig, siger mit navn, det er morfar. Han sidder ved min seng og natten er væk, der er hvidt og lyst omkring mig … jeg er tilbage på hospitalet. Der er varmt og tørt, morfar tager min hånd. Han siger noget, jeg ikke kan høre … det er ok. Jeg glemte at kalde på ham, da synerne kom. Han jager natten væk … det er godt … jeg husker det nu, glemmer det ikke igen. Jeg lukker øjnene, og billerne er væk … de har dækket knoglerne til. De fik vist mig det, de ville, de kommer ikke tilbage … nej … det gør de ikke … aldrig … det er jeg nødt til at tro på.

Læs videre ->

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0