Hej Laika, i aften skal du passe på ikke at flyve for tæt på jorden, du risikerer at blive ramt af en raket. Det er en underlig skik, det med at brænde så meget krudt af ved et årsskifte … hvad er der at fejre? Jeg vil vædde på, at de fleste har haft flere … nederlag og skuffelser eller jævnt kedeligt hverdagsliv, end de har haft opture og sejre. Sådan har året været for mig, hvorfor skulle det blive bedre næste år? Der er lige Philip, han er det eneste lyspunkt. Og så Julie, men jeg kan ikke tænke tilbage på 2014 uden at ramme den … hændelse i oktober, der var ved at skille os ad. Det kommer vi til, hvis jeg kan holde ud at skrive om det. Nu vil jeg fortælle dig om mit nytår. I aften skal jeg være sammen med mine klassekammerater, selv om jeg var skeptisk i starten, da nogen foreslog det. Jeg var sikker på, at det aldrig kunne gå godt, men jeg har ombestemt mig. Der skal ske noget nyt, måske er det i år, mit nytår bliver … fantastisk.

Jeg bryder mig ikke om nytårsaften. Da jeg var barn, glædede jeg mig til at se fyrværkeriet … være oppe så længe, som jeg selv ville, men jeg blev altid skuffet. Jeg husker specielt nytåret, da vi skulle til at gå ind i 2010. Det var en god tid … far var ikke så tit syg … han havde arbejde … mor var for det meste glad. Mikkel var faldet lidt til ro, vi var på talefod det meste af tiden, og han slog mig næsten ikke. Derfor havde jeg en grund til at håbe på, at det ville blive en god aften. I stedet blev det, som jeg nu vil vise dig.

Det begynder ved bordet. Mor har bestilt pizza … det er normalt. Når det skal være specielt, får vi takeaway. Mor gider ikke stå i køkkenet i flere timer og lave festmad, siger hun, vi børn sætter alligevel ikke pris på det. Vi skal ikke have gæster … eller … det tror vi, at vi ikke skal. Vi sidder ved bordet og spiser, da det ringer på døren. Mors ansigt stivner, far går ud og lukker op. Det er tre af hans fitness-venner. Jeg ved ikke, hvad de ellers laver sammen, jeg kalder dem fitness-venner … de træner sammen flere gange om ugen. De har deres egen mad og sprut med og spørger, om de må hænge ud hos os. De var ellers i gang med festen hjemme hos Peter, men hans kæreste smed dem ud, hun har migræne i dag og de larmede for meget. De står og griner og ryster på hovedet … migræne nytårsaften … sygt.

Far griner også og lukker dem ind, han spørger ikke os, hvad vi synes. Mor er ikke tilfreds … så trækker hun på skuldrene. Når far er glad, er alle glade. Sådan var det før, det har ikke ændret sig. Far og mor bakser med bordet, det kan trækkes ud med en ekstra plade, vi har ikke dug på, det skulle jo kun være os. Det ser underligt ud. Der er et stykke bart bord midt i det hele, hvor der ikke er noget pynt. Resten af bordet flyder med serpentiner, konfetti-bordpynt med facon som vinglas, stjerner, årstallet 2009. Der var bordpynt til overs fra sidste år, og mor har ikke købt noget nyt. Serpentinerne løber hen ad bordet fra den ene ende og forsvinder ned i revnen ved den ekstra plade … den lyser hvidt midt i alle farverne. På den anden side af pladen kommer serpentinerne op igen, krøller sig vej videre mellem pizzabakker, colaer, øldåser og chipsposer. Der er også knallerter … party-poppers … skralder … fløjter … bordbomber. Det har far købt. Man kan ikke holde nytår uden larm, plejer han at sige. Fitness-fyrene har allerede drukket en del øl. En af dem har svært ved at få tungen til at makke ret, en anden griner hele tiden ad ingenting.

Mor rydder af bordet, vi børn går i gang med larmen, det knalder og brager … Kira skriger, hver gang en party-popper sender serpentiner op i luften … Mikkel blæser i sin fløjte uden ophør … jeg har hovedpine. Peter sidder og stirrer tomt frem for sig, så ser jeg i et øjeblik, at hans ansigt er rødt som en tomat. Jeg når ikke at reagere, før han knalder håndfladen i bordet med et brag. Mikkel hopper i stolen og taber fløjten. Peter samler den op og knækker den midt over. Den pludselige stilhed … runger i ørerne. Far siger ikke noget. Han samler fløjterne og resten af party-popperne sammen og går ud og smider dem i skraldespanden. Mikkel sætter i et hyl højere end lyden fra fløjten og hægter sig fast i fars underarm, mens han sparker og bider … han ligner en lille bitte hund, som har bidt sig fast i en kæp … ejeren svinger den rundt og rundt … den slipper ikke … det ser komisk ud … det er ikke sjovt … overhovedet ikke. Far tager fat om hans overarme … hårdt … ser ham ind i øjnene og råber, at han skal holde sin kæft, ellers kan han sidde på værelset resten af aftenen. Mikkel bliver ved med at skrige … far smider ham ind på værelset … lukker døren efter ham … drejer nøglen om. Nøglen i Mikkels dør sidder på ydersiden, far har sat en plade på nøglehullet, så man ikke kan tage den ud.

Kira og jeg forsvinder også ind på vores værelse … der er ikke brug for en nøgle … vi har ikke lyst til at være i stuen længere. Jeg tænder for fjernsynet, der er et dumt underholdningsprogram for dem, der ikke kan finde ud af at lave fest selv. Værterne er i gallakjole og smoking, damen har serpentiner og drinksparaplyer i sin hårpynt, idiotisk. Jeg zapper rundt og finder en dødssyg familie-julefilm. Kira er overgearet glad, hun elsker, når jeg gider se film med hende. Vi synker ned i filmens lunken-vamle juleunivers, jeg skruer op, lydene fra resten af huset kommer til os som gennem vand. Efter julefilmen kommer en film med talende hundehvalpe, jeg lister ud og henter chips, saltstænger og coladåser. Jeg går gennem stuen som i en anden dimension … de voksne mærker mig ikke. Jeg skæver mod bordet … de er stivnet i sære positurer med … zombie-ansigter … strittende arme. Lydene fra deres skænderi kommer mod mig … uden at de bevæger munden … ordene når mig ikke … de lægger sig om mig som en boble af sprog … uden at give mening … i boblen er der helt stille … tavsheden følger mig hele vejen ud i køkkenet og tilbage igen. I døren til gangen brister den … jeg løber ind på værelset, før lydene når at indhente mig.

Kira falder i søvn midt i filmen, jeg trækker dynen op over hende. Klokken er ikke mere end ti, og jeg har lyst til at gå i seng og få det overstået. Der er stille inde ved Mikkel nu … han holdt op med at hamre på døren midt i den første film … satte metalmusik på. Måske er han også faldet i søvn, selv om det ikke ville ligne ham at give op så let. Det er lidt synd for ham, men jeg tør ikke låse ham ud. Jeg går over og banker på. Han svarer ikke. Så drejer jeg alligevel nøglen forsigtigt om, lukker døren på klem. Gennem sprækken kan jeg se, han har væltet alting ud på gulvet. Mikkel kan jeg ikke få øje på. Jeg åbner døren lidt mere … går forsigtigt så langt ind, at jeg kan se forbi skabet ved døren og hen til hans seng … han er der ikke. Så får jeg øje på glasskårene på gulvet. Glasskår og … blod. Han har smadret vinduet med de bare næver … idiot. Han er væk … stukket af. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde på de voksne eller lade som ingenting. Der bliver ballade uanset, men jeg har ikke lyst til at blive blandet ind i det. Jeg er bekymret for Mikkel. Alene ude i … mørket en nytårsaften, det er ikke godt. Forhåbentlig er han rendt hen til en af sine venner, forhåbentlig var der nogen hjemme. Jeg sender en sms til ham, håber han er kølet nok af til at svare.

En lyd får mig til at vende mig om. Peter står og svajer med et svedent grin i fjæset. Han rækker ud efter mig, men han er for fuld til at få ordentligt fat. Jeg flygter ud under hans arm, han dejser om midt i glasskårene og giver et brøl fra sig. Jeg når at se, at han tager sig til håndleddet … jeg stormer ud i gangen … ind på mit værelse … smækker døren bag mig og drejer nøglen. Hos os sidder den … heldigvis … stadig indvendigt. Et stykke tid senere holder der en ambulance foran vores hus. Blåt lys glider søgende rundt langs med loftet, svirper hen over reolen med mine bøger og Kiras Bratz-udstilling. Jeg ved ikke, om ambulancen er kommet efter Peter, eller om det er naboen, egentlig er jeg ligeglad. Jeg lægger mig på sengen og læser, indtil nogen banker på døren. Klokken er lidt i tolv … mor spørger, om vi vil være med til at hoppe ind i det nye år. Far er taget på skadestuen sammen med fitness-vennerne, hun synes, det er ensomt at hoppe alene. Jeg forsøger at vække Kira, men det er umuligt. Jeg går med mor ind i stuen og ser rådhusklokken slå, vi hopper ind i det nye år. Vi går ud og kigger på fyrværkeriet, det er hyggeligt at stå der … sammen … mor holder om mig, jeg læner hovedet mod hendes skulder og lader, som om der kun er os to i hele verden … os to under en stjernehimmel i alle farver og nuancer.

  

Laika … uh … hvad sker der? Jeg kan ikke fortælle mere, tårerne løber ned ad kinderne på mig. Det endte jo godt. Mikkel havde haft en syret aften hos sin kammerat, far lavede fyrværkerishow for Kira og os andre aftenen efter, det var mega hyggeligt … men lige nu koger mit ansigt. Jeg er nødt til at dampe af, før jeg skal lægge makeup til i aften. Vi snakkes ved senere.

Læs videre ->