Jeg ved ikke, om det står der endnu, træet. Sidst jeg besøgte plantagen på den jyske hede, kom jeg til at gå forbi det flere gange, inden det gik op for mig, hvad der var sket. Der stod kun en trøsket træstamme tilbage, og tovstumpen var ingen steder at se. Sådan slettede naturen selv de sidste spor efter ugerningen. Læs videre →

Først var landbetjenten i tvivl. Måske havde Viktor hængt sig selv i træet. Det virkede dog usandsynligt. Rebet var gjort fast så tæt ved jorden, at det ville være nærmest umuligt at hænge sig i det. Konklusionen blev, at en anden måtte have slæbt det bevidstløse offer hen til træet, lagt hovedet i løkken og trukket rebet op over grenen. Mistanken faldt næsten omgående på Lasse. Læs videre →

Hvad kunne Sofie gøre andet end at rejse tilbage til sin hjemegn og finde husly hos slægtninge, indtil hun var kommet sig så meget, at hun kunne genoptage livet og forsørgelsen af sine piger. Hendes fætter Kurt og hans kone Gerda tog imod dem, men understregede, at det kun kunne blive en kort tid. De havde ikke meget plads og rigeligt med munde at mætte i forvejen. Læs videre →

De havde fået et kammer med alkove, der var lige nøjagtig plads til dem alle fire, hvis Karen lå på tværs i fodenden. De første nætter fik Sofie ikke meget søvn, hun var bange for at komme til at sparke til Karen eller mase luften ud af Viktoria, men da hun tog fat på arbejdet, fik hun så meget at gøre, at udmattelsen slog hende omkuld så snart, hun lagde sig. Læs videre →

Morgenfodringen var overstået, Sofie havde klaret dagens første malkning, og nu sad hun i køkkenet sammen med Grethe og det øvrige tyende, både karle og piger var samlet til morgenkaffen. Sofie var uopmærksom, hun tænkte ofte på Karen, og også Ellen var hun bekymret for. Hun gik meget for sig selv, ikke at hun gik i vejen eller lavede ulykker på nogen måde, men der var heller ikke tid til at tage sig ordentligt af hende. Læs videre →

Foråret var på vej, det var snart et år siden hændelserne i plantagen, men Sofie syntes ikke, at tiden ville besinde sig til at læge hendes sår. Savnet var dæmpet, det måtte hun erkende, men hun manglede et hjem for sine piger. Viktor havde ikke været nogen dårlig ægtemand, langt fra, og når han kunne lade flasken stå, var han både en god far og en ven, hun kunne dele glæder og sorger med. Men siden den forårsdag i skoven havde de ikke haft mulighed for at være en familie, og det rev i hende efter at flytte for sig selv og få Karen hjem. Det var bare ikke muligt. Læs videre →

Det var stadig mørkt. Sofie var i stalden, morgenmalkningen var i gang, men hendes tanker var alle mulige andre steder. Viktoria sov stadig i kammeret – det håbede hun. Det var sket, at pigen var stået op og havde begivet sig ud over markerne, mens hun var væk, fordi hun ikke havde fundet sin mor i køkkenet. Det sad stadig i hende, og bekymringen voksede for hver dag. Læs videre →

Sofie lå syg. Det værkede i kroppen, og feberen havde herset med hende i tre dage. Denne morgen mærkede hun dog en bedring, hun håbede på at kunne stå op lidt senere på dagen. Grethe havde sat Mette til at se efter Viktoria, mens hun var syg, det passede hende ikke. Sofie kunne høre hendes eder helt ind i kammeret, da Grethe bad hende tage den modvillige pige med ud til hønsene. Læs videre →

Karen kom brasende ind på kammeret med vidt opspilede øjne, Sofie var ved at lægge Viktoria og tyssede irriteret på hende. Hun stoppede i døren og stod og trippede, tålmodighed var ikke en af hendes dyder. Sofie gav op, lod strengheden fordampe og sendte sin ældste datter et overbærende smil. Hun måtte stadig af og til knibe sig i armen for at overbevise sig selv om, at hun ikke drømte. Læs videre →

Sofie vidste, at Carl var vanskelig, men han overraskede hende gang på gang. Det var ikke hendes opgave at have med ham at gøre, men han var overalt og ingen steder på samme tid, og det var umuligt at være på møllergården uden at ramle ind i ham. Efter fruens død gik mølleren ind i sig selv og blev der i flere måneder, og det kunne mærkes på Carl. Han blev rastløs og gnaven, de gale streger voksede i antal, uden at det havde tilstrækkelige konsekvenser. Læs videre →

En aften fem måneder efter møllerfruens bortgang, tog mølleren sørgebindet af og gemte det væk. Oktobervinden fejede gennem skoven bag gården og tog fat i møllevingerne med efterårets stærke overbevisning om egen storhed. Carl stavede sig ivrigt igennem alle skilte og etiketter, han traf på i møllen og på gården, og mølleren så, at han havde haft ret i sin formodning. Drengen var slet ikke dum, Sofie havde virkelig fået skik på ham, og mølleren bestemte sig for at give ham plads som møllerlærling, så snart han var konfirmeret. Læs videre →

Jeg kunne blive ved længe endnu, der er mange hændelser og skæbner at fortælle fra Sofies liv, men dette er hvad jeg fandt interessant at skrive ned. Som naturen slettede sporene i den jyske plantage, sådan blegede livets gang minderne i de store pigers sind. Karen havde Sofies temperament og stædighed, hun gav ikke op, når hun havde sat sig noget for, og selv om en del af hendes barndom var blevet taget fra hende, overvandt hun livets fortrædeligheder, giftede sig med en af møllersvendene og flyttede til Herning med ham, da han fik en mølle at forpagte derovre. Læs videre →