Laika … hmm … hvordan skal jeg begynde … øh … der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om. Har du nogensinde set en engel ude mellem stjernerne? Er det et mærkeligt spørgsmål? Hvorfor? Masser af mennesker tror på engle, flere end der … sådan helt alvorligt … tror på julemanden, for børn mister troen på ham, når de bliver gamle nok. Det er egentlig en skam … men så er der jo englene. Læs videre →

Laika, det er fucking sygt. Jeg kan ikke holde mig selv ud, jeg er et monster … ødelægger alle omkring mig. Mormor sidder i stuen, hun græder … Kira er skredet, hun kan ikke holde ud at være her. Det må stoppe … jeg kan ikke blive ved med at lade vulkanen gå i udbrud, jeg må finde en måde at holde den nede på. Jeg har prøvet med kniven, det hjælper lidt … men det er ikke nok. Læs videre →

Jeg er vred, Laika, hvad bilder han sig ind … at sige, at far ikke var nogen god far for mig. Som om han selv har været meget bedre. Jeg har fortalt dig mange ting nu, Laika, mange gode ting … ikke sandt? Hvad skal det betyde … det kast, du laver med hovedet? Jeg gider ikke lege nu, jeg vil smadre noget … ikke kaste bolde ud på gangen, så du kan hente dem igen. Læs videre →

Hej Laika, jeg er lige begyndt i 7. klasse … så kom jeg endelig til det. Det er en fin klasse, nu tør jeg sige det … jeg gik her lidt over en måned før sommerferien, og det var dejligt at komme tilbage til den. Sådan ved man, om noget er rigtig godt: Hvis det er godt at komme tilbage. Da jeg blev … syg, var jeg næsten færdig med sjette klasse, og jeg glædede mig som en sindssyg til at blive en af de store. Det er jeg nu … et år forsinket. Læs videre →

Laika, hvor er jeg glad for, at du er her … ved siden af mig. Vi ligger under et træ i haven, du er så tålmodig … finder dig i, at jeg bruger dig som hovedpude. Jeg har været en tur nede under jordskorpen … der var kun flydende, brændende metal … ikke noget spændende at rapportere om. Min vulkan gjorde det igen … eksploderede … ja … i hovedet på Tor … nu tør han ikke se mig ind i øjnene, når vi går forbi hinanden på gangen. Læs videre →

Laika, i tirsdags begyndte jeg i skole igen … jeg har allerede fået en rigtig veninde, ikke som Emilie, der ville have mig til at gøre ting for hende, hvis vi stadig skulle være venner. Emilie havde mange veninder, jeg kan stadig se dem sidde og fnise ved bordet på gangen og sende blikke mod mig, når hun havde parkeret mig uden for det gode selskab. Man skulle tro, de ville vokse fra tøsefnidderet. Jeg er glad for, at jeg ikke behøver at være sammen med dem mere. Læs videre →

Laika … er du der? Det er sort … sort … sort … lyset er blevet væk. Jeg har prøvet længe nu … jeg kan ikke finde det. Morfar er her ikke mere … jeg ser ham hver dag. Han sidder i lænestolen med sin avis, kigger frem … brummer, når jeg kommer ind i stuen. Mormor er et spøgelse, hun svæver … stille … gennemsigtig rundt i huset, man kan ikke længere høre hendes skridt på trappen, pludselig står hun i værelset, jeg kan ikke holde hende ud. Læs videre →

Hallo Laika, mormor og jeg er lige kommet hjem fra en handletur … morfar står på trappen og stirrer på mig. Hvad er der galt med ham … jeg håber ikke han har været på mit værelse igen. Han siger, det er ham, der bestemmer … det er hans hus … hallo … gamle mand … jeg bor her da også. Alle mennesker har ret til privatliv … ja … det er jeg sikker på … også børn. Morfar har ikke ret til at gå og rode på mit værelse, når jeg ikke er hjemme. Læs videre →

Laika … jeg kan ikke holde ud at være i min krop fra … dengang, jeg er nødt til at tage en pause. Jeg står og ser på mig selv … jeg ligger og sover i min seng, en pige på 13 år, som hader julen uden sin mor. Pigen i sengen ligger krummet sammen om sin dyne … snøfter i søvne … bag øjnene flyver mareridtene forbi … hun har ingen redskaber til at stoppe dem. Læs videre →

Laika, jeg kan ikke sove. Mit værelse er fyldt af … skygger med hvide tænder … de gløder mod mig i mørket, jeg lukker øjnene stramt i. På indersiden af øjenlågene myldrer billerne frem … de kribler og krabler … jeg kan ikke se, hvad de har så travlt med. Jeg vil ikke se det og åbner øjnene … tænderne i mørket igen … klaprer i krogene … bider negle … griner. Læs videre →

Hejsa Laika, jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Du må ikke sige det til mormor, men selv om morfar er streng, er han det bedste, der er sket for mig … længe. Mormor tror, det er hende, der skal trøste mig … hjælpe mig videre, men det er morfar, der kan det. Han smitter mig med sin ro, han afviser mig aldrig, når jeg har brug for at snakke. Læs videre →

Hej Laika, jeg er endelig på vej ud i livet igen. I dag flytter jeg ind hos mormor og morfar. Kira har allerede boet her nogle måneder, mens jeg har været indlagt. De har indrettet et værelse til mig … det har stået her lige så længe, som Kira har boet her … ventet på at jeg skulle blive rask nok til at komme hjem. Det er mærkeligt at sige det ord … hjem. Læs videre →

Jeg ligger i min seng og stirrer op i loftet, Laika … det er et kedeligt loft. Hvorfor er hospitaler hvide overalt … hvor gik det galt? Når folk skal ligge længe i en seng, burde man male historier i loftet … flotte mønstre i alle regnbuens farver … noget at blive glad af. Ikke så sært, man er længe om at blive rask … når man kun har hvide firkanter at glo på. Det er bedre på børneafdelingen … flere farver … man er bedre til at muntre patienterne op. Men alle har været børn engang, hvordan kan man glemme det sådan et sted, hvor man er eksperter i menneskers kroppe og hjerner? Læs videre →

Det er ikke mig, der taler, Laika, det er en stemme … indeni … den vil ikke holde kæft … lige meget hvad … nej … jeg kan ikke kvæle den. Nogle gange kan jeg høre den … ikke inde i hovedet, det er mere som … som … hm … når man tager hørebøffer på og sender musik derind. Lyden er overalt mellem ørerne … alle vegne rundt om en. Læs videre →

Oliver var her, han ville besøge mig, Laika, jeg lod ham ikke komme ind. Jeg er bange for, at jeg smitter ham. De fortæller mig ikke, hvad jeg fejler … nej … ikke så jeg kan forstå det. Jeg vil ikke have, at Oliver skal blive syg … jeg har det ad helvede til … det brænder … syder omkring mig … jeg går på glødende lava hver eneste dag. Læs videre →

Jeg kommer hjem fra skole som sædvanligt, men der er noget anderledes ved huset. Først kan jeg ikke finde ud af, hvad det er. Jeg står stille i vindfanget … inden for hoveddøren … lytter. Ingen ukendte lyde. Noget bevæger sig i gangen, en skrabende lyd, klikkende fodspor på klinkerne … nå … ok … det er bare dig, Laika. Læs videre →

Nu sker det, jeg er sikker, Laika … det er jeg … ja … hvis sandheden findes, så finder jeg den i dag. Du må love mig at følge lige bag efter mig, for jeg gør det ikke alene. De sidste par dage har været underlige, mor har været opstemt, som om hun har oplevet det bedste i sit liv og ikke vil fortælle det til nogen. Hun har købt is til os … lavet vores livretter til aftensmad, selv om hun plejer at servere frysepizzaer … den slags … når far ikke er hjemme. Læs videre →

Tidsrejser er noget skidt, Laika … de roder op i ting, der hellere skulle have haft lov til at dø i fred… gå i glemmebogen … ikke blive husket nogensinde igen. Der er flere teorier om, hvordan man kan rejse i tiden … de interesserer mig ikke. Det virkelig interessante ved tidsrejser er, om man vil være i stand til at lave noget om … eller man kun kan stå der og iagttage begivenhederne, uden at tage del i dem. Læs videre →