Min far var sømand på de syv verdenshave, en pige i hver havn, hele svineriet. En af de piger blev min mor. Hun talte ofte om ham, sagde han snart kom hjem med rom fra Jamaica, rødvin fra Sydafrika, vodka fra Rusland. Snart var et vidt begreb, nogle gange gik der halve år imellem, sprutten var næsten aldrig eksotisk, oftere en dansk giraføl. Hver gang havde han ny frisure, langt hår, høje tindiner, glatbarberet isse, fregner, ikke fregner, stritører, boksernæse, med og uden tatoveringer over det hele. Han var aldrig, som jeg huskede ham, altid som en fremmed, en dag i maj – jeg var 8 år – forstod jeg, historien aldrig ville slutte. Mor havde en sømand i hver havn, ikke omvendt. Læs videre →

Årene på efterskolen var skelsættende, jeg brød mig ikke om at være så langt væk fra mor. Hver gang jeg rejste tilbage til skolen, troede jeg, det var sidste gang, jeg havde set hende. Hun magtede ikke at tage vare på sig selv, hun kunne ikke klare sig uden mig til at løbe ærinder, passe på hende, når sømændene kom, hun flyttede uden varsel for den mindste grund. Hun var der stadig næste gang, jeg med bankende hjerte satte nøglen i døren i rækkehuset i Vamdrup. Hvad havde jeg forventet, måske en fremmed familie kastede tallerkner i hovedet på mig som en indbrudstyv, måske nøglen ikke længere passede i låsen. Læs videre →

Livet er kynisk, sparer ingen, tilfældigheder styrer lykke, ulykke. Jeg troede, jeg kunne finde en slags forklaring i min slægt, måske sjælefred. Jeg giver ikke andre skylden, det kunne være rart at finde en slags forklaring. Det ligger i generne, siger man, så kan man ikke gøre for det. Når barnet opfører sig forfærdeligt, ligner han en onkel på eksmandens side, hvis datteren har charmeret bukserne af en ungersvend, det ligger i generne, sådan var hendes mormors søster Anna også. Det er ikke sandt, det kan aldrig alene være genernes skyld. Jeg tog nogle dårlige valg, det betaler jeg for, det er ikke genernes skyld, man kan godt have brug for en forklaring alligevel. Læs videre →

Jeg lukker øjnene, ser scenen for mig, broen over åen, flodbåden, et band spiller, på den anden side er trætrapperne ved bredden fulde af unge mennesker, sommertøj, solbriller i håret, colaer, energidrikke. Jeg betragter de unge piger på afstand, ser deres utvungne bevægelser, selvbevidste kast med hovedet, håret danser om deres nøgne skuldre i solens sidste stråler, sommeraften. De ved, de er attraktive, jeg ser det i deres blikke skråt hen over torvet. Livet er uendeligt, ungdommen evig, de ved det ikke endnu: Den som ønsker sig et langt liv, må finde sig i at blive gammel. Jeg ved, hvad de tænker om mig, jeg forsøger at glemme det. Læs videre →

Luna slog på nogle strenge i mig, jeg ikke vidste, jeg havde. Først ignorerede jeg det, kørte rutinemæssigt over i det professionelle tonefald, når jeg talte med hende, forsøgte at betragte hende som et forretningsanliggende, et objekt. Det plejede at virke, når en af pigerne en sjælden gang udløste andet i mig end begæret, trangen til at nedbryde hendes forsvarsværker, tage hende i besiddelse. Læs videre →

Slægtsforskning i dag er noget helt andet, man kan nå meget langt ved at kende de rigtige internetsider, dengang måtte jeg opsøge arkiverne, hvor dokumenterne lå. Noget fandtes i flere eksemplarer på mikrofilm, ofte måtte jeg møde op personligt i arkivets åbningstid, bladre i gamle bøger, dokumenter. Nogle ting skulle man bestille på forhånd, jeg gik forgæves mange gange, efterhånden lærte jeg arbejdsgangen. Læs videre →

Der gik et par dage, fra Luna flyttede ind, til hun indtog soveværelset, hun ryddede et par hylder i mit klædeskab, hentede sine ting, mens kæresten var på arbejde. Jeg gjorde ikke noget for at forhindre det, hun ville snart blive træt af mig, flytte igen. Jeg havde aldrig været i et fast forhold af længere varighed, jeg havde heller ingen planer om at prøve det. Læs videre →

Jeg vil ikke ønske for nogen at finde sin mor død, jeg havde aldrig tænkte på det som en mulighed. På efterskolen frygtede jeg at komme hjem til et tomt hus, hun kunne være flyttet uden mig, det faldt mig ikke ind, hun kunne dø. Det er vel naturligt, børn tænker ikke de tanker, helt galt var det ikke fat med os. Læs videre →

Min far påmønstrede motorskibet Hanne S som dæksdreng i 1953, rederiet A. E. Sørensen havde fået kontrakt med den britiske regering om sejlads med stykgods mellem London og Falklandsøerne. Han var 15 år, havde ingen planer om at se Svendborg igen, min mor mødte ham otte år senere på et værtshus ved havnen. Min farmor var død, far var tilbage i fødebyen, ville hjælpe sin lillebror op af det hul, han var faldet i. Der var vel også praktiske ting med boet efter farmor, min faster kunne ikke hjælpe, hun havde allerede været på statshospitalet i Middelfart i flere år. Læs videre →

Detektiven kom tilbage med foruroligende rapporter om Lunas nye kæreste, der var noget galt, jeg kunne ikke lade det fortsætte. Pigen hed Silje, sagde han, hun var en lille hidsigprop, kunne sno Luna om sin lillefinger, kæresten var hun bange for, skreg hver gang han rørte hende. Han havde holdt øje med huset i en måned, der var en plan over arbejdstider, andre hverdagsrutiner, det var ikke svært at regne det ud. Læs videre →

Mine bedste barndomsminder er turene med onkel Hans, vi gik i zoo, tivoli i Odense, i Legoland, da det åbnede, nogle gange var mor med. Det var sjovest, når det bare var onkel Hans, Karsten, Henrik og mig. Tante Kirsten var forsigtig, hylede hele tiden op, fætrene kravlede for højt op på hegnet, hang for langt ind over søløvebassinet, jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Læs videre →

Mormor hed Ditte, hun var et overjordisk væsen, en elverpige, en god fe, altid klædt i lyse, flagrende kjoler, altid med et smil i ansigtet, hun kom lige ud af en drøm, tog lejligheden i besiddelse efter morfars døde kone. Sådan lyder historien fra onkel Hans, virkeligheden må have været lidt mere jordnær, det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over som dreng. Læs videre →

Mattis var ikke nogen god far for Silje, jeg vidste det allerede, da hun var helt lille, hvad så Luna i ham. Han var hård ved Luna, slog hende, tog hårdt fat, hev hende i håret. Hun havde sjældent synlige blå mærker, i perioder gik hun med langærmede bluser midt om sommeren. Han slog ikke Lunas piger, heller ikke sin egen datter, han kontrollerede dem med stemmen, brugte hårde ord, skældte dem ud for ingenting. Læs videre →

Det var svært at følge far på kryds og tværs hen over Atlanten, de øvrige verdenshave, jeg brugte oceaner af tid på logbøger, mandskabslister, statistikker over søulykker, andre dokumenter forbundet med den danske søfartshistorie. Han boede i Svendborg et par år, begravede min farmor, tog sig af sin lillebror, vel også mor og mig, siden han erkendte faderskabet, betalt børnepenge en årrække. Læs videre →

Da Mattis flyttede ind hos Luna igen, købte jeg en kniv, en Berkley filetkniv med skede, 22 centimeter lang, den kunne sættes fast i livremmen. Det var ikke lovligt at gå rundt med den, med en fiskestang, lidt andet udstyr i bagagerummet, bildte jeg mig ind, jeg kunne have den med i bilen uden risiko. Det var ikke min tanke at slå ham ihjel, jeg var nødt til at konfrontere ham, hvis han rørte hende igen, det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Læs videre →

Jeg blev ved med at sende e-mails til Luna, nogle gange fik jeg svar tilbage, ikke afvisende, hun fortalte om sit liv, hvad hun var optaget af, samtalen på cafeen dengang var en tank på larvefødder, den kørte lige igennem muren mellem os. Opholdet hos forældrene havde hjulpet hende, skrev hun, tak for rådet, jeg troede, du var idiot, undskyld, smiley. Læs videre →

Næste formiddag stod jeg der igen, næste og næste med. Jeg levede igen, huden blev frisk, spændstig, gråtonen forsvandt fra blikket, håret revitaliserede, hang ikke længere i tjavser om mine skuldre, jeg var ung, hele verden lå foran mig, jeg var i nuet, kun der, så kom han hjem. De var færdige med projektet en dag tidligere, han havde ikke sagt noget, det skulle være en overraskelse. Jeg tror ikke på den forklaring, han stolede ikke på Luna, måske tog han slet ikke af sted, måske havde han udspioneret os i flere dage. Læs videre →

Der var intet skjulested, jeg var prisgivet, tænkte kun på min egen redning, skammen står helt op i brystet på mig, hver gang jeg tænker på det. I det nu stod scenen knivskarp for mig, min eneste chance var at kaste mig mod ham, håbe, han ikke var hurtig, præcis nok. Jeg ville ikke bede om nåde, ikke undskylde, han havde taget Luna fra mig, ikke omvendt. Læs videre →

Kære Silje,

Nu har du hørt historien, som jeg ville have fortalt den til dig, hvis jeg havde fået lov til at møde dig. Læs videre →