31. oktober 2015

Tidsrejser er noget skidt, Laika … de roder op i ting, der hellere skulle have haft lov til at dø i fred… gå i glemmebogen … ikke blive husket nogensinde igen. Der er flere teorier om, hvordan man kan rejse i tiden … de interesserer mig ikke. Det virkelig interessante ved tidsrejser er, om man vil være i stand til at lave noget om … eller man kun kan stå der og iagttage begivenhederne, uden at tage del i dem. Kan jeg ændre min nutid ved at rejse tilbage og lave ting om i fortiden … eller vil folk se lige igennem mig … ikke være opmærksomme på min eksistens? Kan jeg ødelægge noget, eller vil selv græsset stikke huller i mine fodsåler, fordi jeg ikke kan lægge det ned med mine skridt?

Nej … det er tankespind alt sammen, jeg må leve med den tid, jeg er landet i. Man kan forestille sig, at man tilhører en anden tid … et andet sted. Sådan er det med eventyr og gode historier. Det er dejligt at rejse væk på den måde … det gør det lettere at leve. Julie siger, at man ikke kan læse sig til oplevelser … man skal være midt i festen for at være til. Det er hendes måde at takle sit liv på … jeg bebrejder hende ingenting. Jeg overlever på min egen måde.

Jeg tror ikke på skæbnen. Jeg bestemmer selv, hvilken retning mit liv skal tage. Det er løgn, at fortiden ikke betyder noget … den har gjort mig til den, jeg er, men min … hm … øh … Kevin havde ret i én ting. Man har altid et valg.

Jeg står foran mit gamle hjem … en stille villavej i Kolding. Huset ser næsten ud som dengang … lidt mindre, end jeg husker det. Der er ingen hjemme, jeg tør godt gå ind i haven. De har lavet alting om her. Birketræet er væk … hm … pyh … det syder derinde i lavasøen … ja. Jeg går forsigtigt nærmere. Et stykke af stammen står der endnu … der er sømmet et fuglehus fast ovenpå. Rødderne spreder sig ud til alle sider nede under jorden … et par steder stikker de op gennem græsset. Hvad skal man med rødder, hvis man ingen krone har?

Jeg ved, hvad jeg kan bruge Sofies historie til. Hun levede med trøsken i kroppen, Døden i hjertet, men hun gav aldrig op … nej. Det er lige meget, at jeg ikke er i slægt med hende. Hun lagde fortiden bag sig … bitterheden … det hele. Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive … hvad betyder det, er det en følelse eller en beslutning? Mormor forsøgte at forklare mig det engang … det er svært at forstå. Sofie gjorde det … tror jeg … ja … da hun tog sig af morderens barnebarn. Hun opgav at lade fortiden styre sine valg og bestemme sin fremtid. Måske kan jeg også, hvis jeg øver mig længe nok. Døden har intet rum i mig … længere. Jeg har smidt ham ud, han får ikke lov til at fiske i min lavasø igen. Det er det, jeg vil bruge den til … min tidsrejse.

Bag fuglehuset i haven ligger en flad sten halvt nede i jorden. Der står en trillebør på højkant … en stak med haveaffald rådner ved siden af. Et minde presser sig på … uklart … det har ligget under vand længe. Jeg træder nærmere … knæler ned og børster jord væk … ja … jeg kan se det … noget er malet på stenen … Laika, står der. Her er du, min ven. Du førte mig sikkert tilbage … nu må vi tage afsked. Jeg vil bare fortælle dig en sidste ting … ja … hvis du kan høre det … om Oliver. Jeg har fundet ham … Laika … på facebook. Jeg håber, han vil være min ven igen.

Hvad nu?

Okay … en sidste gang. Hvad nu? Kom med et godt råd.

Hm ... hvad skal jeg stille op med alt det her?

  • Få nu fat i Oliver. Han kan helt sikkert gøre dig lykkelig ... nå, ja, i hvert fald gladere. (100%, 1 stemmer)
  • Du skal i hvert fald ikke tilgive. Det har han ikke fortjent. (0%, 0 stemmer)
  • Glem nu alt det gamle l... og kom videre med dit liv. Du skal nok klare det. (0%, 0 stemmer)
  • Grav lidt dybere ... find ud af noget mere om din slægt. (0%, 0 stemmer)
  • Hvad med at finde ham der Ejner? Hvis han altså ikke er død. (0%, 0 stemmer)
  • Drop dog hende der Julie. Hun tænker alligevel kun på sig selv. (0%, 0 stemmer)
  • Pas på dig selv ... ja. Det er det bedste, du kan gøre. (0%, 0 stemmer)

Stemmer i alt: 1

Indlæser ... Indlæser ...

Det er … sygt underligt … der lå et par notathæfter i kassen. Jeg kan ikke finde ud af … hvad det er for noget. De er fulde af rapporter om en eller anden filejs … kan ikke regne ud, hvem der har skrevet det … eller hvem fyren er. Skriften er nogle steder svær at tyde … ja … det er håndskrift. Det ligner ikke Ejnars … den som kommentarerne på de andre dokumenter er skrevet med. Hm … har lyst til at smide dem ud … kan bare ikke lade være med at spekulere … måske en min wannabe-far kendte? Karsten? Det kan jo ikke være Kevin. Han var … død … på det tidspunkt. Måske smider jeg dem ud … i morgen … får ondt i hovedet af at spekulere.

28. maj 2012

Han sidder på fortovscafeen og iagttager de forbipasserende i gågaden. Han er almindelig af udseende, falder i med mængden. Skovmandsskjorte og vindjakke, jeans. Skoene slidte, men skægget velplejet. Hænderne smalle med lange, slanke fingre. Han er omkring 30 år, måske lidt yngre. Han lægger bestikket fra sig på tallerkenen. Kniv og gaffel ligger parallelt med skafterne mod højre. Han tager servietten og dupper overlæben. Folder den sammen og lægger den ved siden af tallerkenen. Stryger skægget og sætter så to fingre ved den vigende hårgrænse i tindingen, som han har forsøgt at sløre ved at lade håret gro lidt længere foran. Han støtter albuen på bordkanten. Et øjeblik bliver blikket fjernt. Ikke drømmende, nærmest stirrende. Et barn, som sidder i en klapvogn ved et bord i nærheden, begynder at skrige ubehersket. Moren ser op fra sin café latte med et på en gang forundret og irriteret udtryk i ansigtet. Veninden på den anden side af bordet ler, rejser sig og løfter barnet op fra klapvognen. Stilhed. En ung pige bevæger sig tøvende forbi cafeen, stopper et par meter længere henne, vender om og kommer tilbage. Hun ser sig søgende omkring. Så får hun øje på manden med skovmandsskjorten. Hun smiler, han nikker tilbage og rejser sig op med bløde, men kontrollerede bevægelser, trækker stolen på den anden side af bordet ud. Hun sætter sig og lægger begge hænder på bordet. Ombestemmer sig og lægge dem i skødet. Løfter alligevel den ene hånd og piller ved hanken på koppen med varm cacao foran sig. Så sætter han sig ned og betragter hende. Længe. Hun flytter sig uroligt på stolen, men siger ingenting. Han nikker mod koppen, hun drikker sin cacao. Lidt efter forlader de cafeen sammen.

31. maj 2012

Denne del af Søndergade kan ikke rigtig løbe rundt. Selv om den er en del af gågadenettet skifter butikkerne ejere, hurtigere end fotografen kan nå at sætte ny film i kameraet. Han kommer gående oppe fra Sydbanegade i retning mod Søndertorv og Brostræde. Skridtene er faste, målrettede, men øjnene flakker, søger holdepunkter i butiksfacader og byinventar. Gransker forbipasserende, som om han leder efter et kendt ansigt. Så falder blikket på HotGirls udstilingsvindue. Skridtenes fasthed forsvinder, der er en stivhed i bevægelserne. Han river blikket til sig og drejer hovedet til butiksvinduerne på den anden side, kun for at fange tattoo-shoppens to meter høje bikiniklædte og storbarmede plakat af en kvinde med tatoveringer på samtlige blottede hudstykker. Han drejer hovedet fremefter med en hurtig bevægelse og sætter farten op hen mod viadukten, passerer pølsevognen og cafeen ved broen uden at se til siderne. På den anden side af åen stopper han kort og veksler et par ord med en ung pige, før de fortsætter sammen over fodgængerfeltet ved Føtex og forsvinder ind i en opgang overfor.

2. juni 2012

Der har været tre piger i lejligheden i dag. Alle unge, de to af dem virkelig flotte. Der er intet skilt ved dørtelefonen. De må vide, hvad de kommer efter. Det er svært at regne ud, hvordan aftalerne kommer i stand, når der ikke reklameres. Måske er spørgsmålet snarere, hvor der reklameres. Desværre er det umuligt at se, hvad der foregår derinde. Gardinerne er altid trukket for. Man kunne sætte et kamera op, hvis man kunne få adgang til lejligheden, men det sker jo ikke rigtig noget ulovligt. Pigerne er ikke mindreårige. Jeg må finde en anden måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0