Det er ikke mig, der taler, Laika, det er en stemme … indeni … den vil ikke holde kæft … lige meget hvad … nej … jeg kan ikke kvæle den. Nogle gange kan jeg høre den … ikke inde i hovedet, det er mere som … som … hm … når man tager hørebøffer på og sender musik derind. Lyden er overalt mellem ørerne … alle vegne rundt om en. Sådan er den … stemmen … siger ting, jeg ikke vil høre, og det hjælper ikke at holde sig for ørerne … den kommer ikke udefra. Jeg prøvede at slå den ud af hovedet … ja … slå … slå … med håndfladerne på ørerne … det hjalp ikke, den råbte højere, jo mere jeg slog. Så råbte jeg endnu højere … råbte … råbte … slog … råbte … slog … så … ja, så kunne jeg næsten overdøve den.

Det vil de ikke have, man forstyrrer de andre … til sidst er afdelingen et helvedes spektakel … der er andre som mig, og de kommer til at larme for meget, hvis de bliver forstyrret. De bandt mine arme fast til sengen … og benene, hvis jeg strittede for meget imod. Det var ikke godt … så kunne jeg slet ikke få stemmen til at holde op.

Nu har jeg lært, hvad jeg skal gøre, når den kommer. Alting handler om det … ja … næsten … men også om at finde den rigtige medicin til mig og sørge for, at jeg ikke er for hård ved mig selv … hjælpe mig med at huske ting … alt det der. Der er en ting mere, Laika, et fint ord … strategier … ja … jeg skal finde strategier. Jeg skal lave en plan for, hvad jeg vil gøre, når noget bestemt sker. Så skal jeg øve mig … hver gang … til sidst er jeg verdensmester i at gøre det rigtige … altså der, hvor det koksede før.

Nu sidder jeg med min mobil og hører musik og spiller Angry Birds. Musikken overdøver næsten stemmen, spillet tager min opmærksomhed … jeg hører ikke, hvad den siger … næsten. Den er så lille og tynd, at den ikke er farlig. Jeg vil ikke fortælle dig, hvad den siger, Laika … det kan jeg ikke, så skal jeg jo høre efter … så bliver den … uh … tyk og stærk igen, det går ikke.

Jeg vil fortælle dig, hvad jeg så i nat … nej … først noget andet, en forklaring … ellers er det svært at forstå. Natten er ond. Den er ekstra lang og sort på det her sted. Sådan var det ikke hjemme. Jeg kunne vågne med mareridt … det hjalp altid … næsten altid … at tænde lyset. Her kan jeg ikke gøre det, de andre vågner og begynder at larme … så får jeg ballade. Natten er en våd sæk fyldt med småsten … den ligger over mig … jeg kan ikke sparke den af. Den kryber ind på mig sidst på eftermiddagen … ligger på lur bag dørene … inde i skabene … ved aftensmaden er den så tæt på mig … så tæt … jeg kan høre den trække vejret lige bag ryggen på mig. Når jeg vender mig om, holder den vejret et øjeblik … så snart jeg fortsætter med at spise, hører jeg den igen. Jeg mister appetitten, kan ikke få en bid mere ned.

I nat var sækken fuld af maddiker mellem småstenene … jeg så dem … ja … det gjorde jeg … lige så tydeligt … de lyste hvidt i mørket og dansede foran næsen på mig. Jeg lå helt stille … ikke provokere dem til noget … måske går de væk af sig selv. Jeg lukkede øjnene og ville finde en af mine roligheds-film frem, men det virker ikke om natten. Jeg gør mig virkelig umage … som de siger … det hjælper ikke, jeg kan ikke få mine egne film frem om natten … den vil bestemme, og jeg kan ikke vinde over den. I stedet gik maddikerne ind bag øjenlågene. De møvede sig ind i min hjerne … lavede virkelig rod. Pirkede … prikkede … spillede en film med døde kroppe … blod … knuste knogler … en kirkegård … dansende zombier … de havde alle sammen kendte ansigter … zombierne … jeg genkendte dem alle. Mine kammerater … mor … far … Kira … Mikkel … mormor … morfar … Oliver. Det var værst med Oliver, jeg vil ikke se ham sådan … uden tøj på med huden i laser. Jeg tvang øjnene åbne og satte mig op … skreg … skreg … hylede … jagede dem alle væk … alle … ja … så var der ro et øjeblik. Så kom mor ind ad døren … ja … det var hende, jeg så det tydeligt, hun tyssede på mig … nøgen … med zombieansigt og hul i maven. Jeg holdt mig for øjnene og skreg igen … så var det sygeplejersken i hvid kittel med en sprøjte … så det blev morgen med det samme.

Undskyld, jeg snakker lidt hurtigt, Laika, og springer ting over … jeg er nødt til det … ja … for at blive færdig med historien og komme videre til den næste. Jeg er glad for, at du vil bo under min seng. Heldigt, at de ikke kan se dig … det er deres problem, ikke? Der er en anden ting … nej … ikke så uhyggelig, hold op med at pibe. De siger, jeg har en lavasø i maven … den får min vulkan til at gå i udbrud, når jeg bliver vred og begynder at råbe. Det er ikke rigtigt … nej … jeg ved det godt … de siger det for at lære mig, hvordan jeg kan kontrollere mine følelser og lade være med at reagere så voldsomt på bitte små ting. Men … Laika … de glemmer noget … ja … det gør de. Jeg er ikke dum, jeg ved mange ting. Selv om jeg er syg, har jeg ikke glemt det, jeg har lært. De ting … bitte små, siger de … men de er ikke små for mig, og … det er endnu vigtigere … vulkaner kan ikke tæmmes. De burde læse noget mere om geologi, før de siger sådan noget. Vi har haft det som emne i skolen … det er sygt spændende. Jeg læste meget mere om det end alle de andre … på samme måde som dengang med astronomi. Bibliotekaren på min skole fandt en kæmpe stak bøger frem til mig. Han havde aldrig før truffet på så videbegærlig en elev, sagde han … ja … han gjorde. Måske … tja … overdrev han … lidt. Men jeg ved ret meget om emnet … jeg kan da godt kalde det en vulkan, hvis det gør dem glade. Det gør det ikke lettere for mig at styre, for lava går sine egne veje. Det brænder alt væk på sin vej, det skræmmer mig … ja … det hjælper mig ikke. Hvis der er en lavasø derinde, kan jeg komme til at gøre meget skade, Laika … det må ikke være sandt … jeg håber det virkelig ikke.

Stemmen er færdig med at snakke … jeg slukker for musikken og lægger mobilen på bordet. Vil du passe på mig i nat, Laika? Lad ikke maddikerne komme for tæt på. Læg dig herop i sengen til mig, så jeg kan mærke din stride pels og høre dit hjerte slå. Det slår hurtigere end mit, Laika … det er godt … du holder mig i live gennem mine mareridt … der vil vores hjerter slå i takt, og jeg kan vide, at jeg ikke er alene i mørket.