Er du klar, Laika … nu går det løs. Første spadestik er taget, lad os se, om der er nogen rødder dernede, eller om det hele kommer til at vælte i næste stormvejr. Jeg hader bænkebidere. Den der følelse, når man vender en sten, og de kribler ud til alle sider, fordi man har stjålet taget på deres hytte. Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven … som om der er noget, jeg bør huske. Jeg leder og leder i min erindring, men der kommer kun gennemsigtige skygger frem … hvad er virkeligt? … hvad har jeg drømt? Kender du det, Laika, når nogen fortæller dig noget, vi har oplevet sammen, og du ikke kan huske det? Jeg anstrenger mig … virkelig … for at huske det, hun fortæller og forklarer, og hun siger måske endda, hvad jeg har sagt eller gjort … hvordan jeg reagerede … så begynder hjernen at finde billederne frem, efterhånden som hun maler dem. Til sidst har jeg en hel film inde i hovedet … men var det sådan, det skete? … måske … ja … næsten helt sikkert … har min hjerne opfundet filmen for at gøre hende tilfreds. Jo mere, jeg leder i huskekassen efter noget, jo mere anstrenger hjernen sig for at producere det, jeg leder efter. Jeg kan ikke stole på min erindring, hvis jeg begynder at lede efter noget bestemt. Billederne må komme af sig selv, hvis de er der … sådan vil jeg læse min wannabe-fars historie. Sådan er reglerne … take it or leave it. Det banker på døren … jeg må løbe … vi snakkes ved.
– Ja, råber jeg.
Kira stikker hovedet ind.
– Må jeg komme ind?
– Ellers havde jeg sagt nej, siger jeg og skærer ansigt.
– Nå, siger hun.
Hun smyger sig ind gennem sprækken og lukker døren efter sig. Kira er smuk på en gennemsigtig måde. Man skal passe på, hun ikke går i stykker. Hun har samme hårfarve som mig, men hendes øjne er blå. Hun ligner ikke mor så meget som mig … er det en fornærmelse, når man siger om piger, at de ligner deres far? Men det gør hun … altså … på øjnene … hendes mund ligner også hans … i en feminin udgave. Hendes hud er mørkere end min, ingen fregner, og så laver hun sådan en bevægelse med hovedet samtidig med et bestemt udtryk i ansigtet, som får mig til at tro, hun er lige ved at græde. Indtil jeg minder mig selv om … sådan gør hun hele tiden … så slapper jeg af igen. Det er blevet en vane … nogle gange misser jeg det, når hun faktisk er ked af det og har brug for, at jeg trøster hende.
Hun står i døren … opstemt … lidt påtaget … den ene hånd på ryggen … hun har lavet noget dumt igen … fuck.
– Hvad så? siger jeg og leder efter den rette maske at tage på. Tonefaldet er for udfordrende.
– Hvad tror du nu? svarer hun.
Hendes øjne er smalle streger, hun har fanget min indre dialog. Man kan ikke skjule noget for en søster, man har delt værelse med engang.
– Ikke noget.
Jeg siger det så ligegyldigt, jeg kan. Masken er på plads … lidt for sent.
– Nå, men du skal lige se, hvad jeg har købt.
Hun rækker et tørklæde frem. Det er i orange og gule nuancer … et indviklet mønster … indisk inspireret.
– Det er … flot, siger jeg, – hvor har du det fra?
– Jeg har købt det i Føtex, siger hun.
Jeg mærker på det, er egentlig ikke interesseret … tænker på, hvordan hun kan stå der og lyve for mig uden skam … det er en del af gamet.
– Du har masser af tørklæder, siger jeg, – hvorfor gider du bruge penge på flere? Jeg kunne finde på mange andre ting, du har mere brug for.
– Du er da også bare en sur gammel heks, siger hun og rækker tunge.
Hun vil gå, jeg holder fast i hendes arm … vil også holde hendes blik fanget i mit. Hun kigger væk og får øje på kladdehæftet på bordet … jeg lukker det og lægge en skolebog hen over.
– Hvad er det der? siger hun, – skriver du dagbog?
– Det rager ikke dig, siger jeg.
– Må jeg læse den?
– Selvfølgelig må du ikke det, hvad tror du selv?
– Du ER en heks.
Hun vil vride sin arm fri af mit greb. Jeg fanger hendes blik igen, men hun vil ikke møde mit … hun er nødt til det … jeg vil ikke lade hende gå … ellers.
– Slip mig!
Hun hiver sin arm så hårdt til sig, at hun trækker mig op fra stolen, jeg holder fast.
– Husk nu, hvad du har lært om dit og mit, siger jeg … påtaget strengt … og slipper hendes arm.
– Ja, ja, jeg rører ikke din fucking dagbog.
Hun ligner en børnehaveunge efter en tur i kageskabet.
– Ikke kun den, siger jeg og ser på tørklædet.
Hun følger mit blik.
– Jeg har KØBT det, K-Ø-B-T. Man kan ikke vise dig noget, uden du straks tror det værste.
– Ja, ja … så siger vi det.
Hun skrider. Det er ikke mit problem … måske. Hvis mormor ikke kan styre hende, ryger vi begge to i plejefamilie eller på institution. Det må ikke ske. Jeg har det godt her … vil ikke flytte igen. Kira smækker sin dør og sætter musik på. Jeg låser min … for en sikkerheds skyld. Mind mig om, at jeg skal finde et sikkert sted at gemme hæfterne.
